Den mobbefri skole

For tiden er der både i medier og hos politikere meget fokus på mobning. Således har undervisningsministeren proklameret, at om få år skal mobning være afskaffet på alle skoler i landet. Det er et rigtig fromt ønske, som alle vel kan bakke op om. Vi ønsker alle at afskaffe mobning.



Men… hvad mener vi egentlig med mobning? Kan du beskrive, hvad du mener med ordet mobning? Det er nok et udtryk, som vi alle har en lidt uklar definition af – andet end, at det vistnok dækker over en grov form for drilleri. Men det er kun en del af sandheden.

Mobning adskiller sig fra drilleri eller chikane på to væsentlige punkter: For at der kan være tale om mobning, skal en gruppe af personer rotte sig sammen mod en enkelt person. Og mobningen skal finde sted i et længere tidsrum. Der er således ikke tale om mobning, når to piger holder den tredje pige ude – når det næste dag er en anden pige i trekløveret, det går ud over. Det er almindeligt drilleri, og et led i pigers almindelige udvikling. Det er heller ikke mobning, når en dreng gennem lang tid driller en anden dreng. Det er chikane.

Mobning er, ifølge foreningen Børns Vilkår »gruppens systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person, på et sted, hvor denne person er tvunget til at opholde sig.«

Altså: En gruppe mod en enkelt – som ikke kan komme væk, som f.eks. i skolen eller i SFO’en. Mobning kan foregå mere eller mindre i det skjulte, ofte usynligt for de voksne. Det kan være pigegruppens hvisken og tisken om en af veninderne. Eller drengenes råben og slåskampe eller udelukkelse fra fællesskabet. En slåskamp behøver ikke at være udtryk for mobning – med mindre det gennem længere tid er den samme, det går ud over.



For øvrigt er der inden for de sidste år kommet en helt ny form for mobning ind i landskabet: mobil-mobning, hvor offeret modtager sms’er med truende budskaber, eller hvor billeder af et mobbeoffer sendes fra telefon til telefon.

Tillad endnu et citat fra Børns Vilkår: »Selv om der ikke er mobning i en gruppe, kan man sagtens være uenige, måske oven i købet voldsomt uenige og måske også uvenner. Eller man kan drille hinanden, uden at det har noget med mobning at gøre.

Selv om der ikke er mobning i en klasse, betyder det ikke, at alle er lige gode venner, eller at alle er lige populære eller bestemmer lige meget.  Mobning er når nogen slet ikke må være med.« (www.bornsvilkar.dk)

Hvorfor nu hele denne svada? Fordi jeg synes det er et vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, om vi observerer mobning i vores omgangskreds (og det sker heldigvis ikke så tit) – men jeg mener det er lige så vigtigt, at vi i denne periode, hvor der rettes så stærkt søgelys på mobning, ikke falder i den anden grøft og opfatter alle former for drilleri som meget voldsomme ulykker, vi for enhver pris skal forhindre.

Flemming Brandt
[Forside] [Leder] [Skattekisten] [Piratskibet] [Tømmerflåden] [Caféen]