Tak for festen

Opråb

Kommentarer

At være spåkone


Tak for festen

575 mennesker… så mange var med, da SFO’en samledes til middelaldermarked sidst i maj. Godt hjulpet på vej af et fantastisk vejr, kronedes personalets og børnenes anstrengelser og mange forberedelser med en aften, hvor stemningen var høj.

Vil du gense festen?

Rødovre LokalTV var på besøg - på lørdag, den 14. juni mellem kl. 13 og 14 kommer der et indslag fra vores middelaldermarked. Der sendes på Kanal København.



Billeder fra festen er nu lagt på Internettet, så I kan se dem: De ligger både på Elevintra og Forældreintra, så dem, der har adgang den vej, kan finde dem under menuen Skolen, Fotoalbum. Desuden er der midlertidigt et link til fotoalbummet fra forsiden på skolens hjemmeside: rk.dk/tinderhoej-skole. Her kan du klikke på et enkelt billede, og så klikke dig videre frem gennem de mange fotos.

At dømme efter de mange rosende ord, der fulgte i dagene efter, var det ikke kun personalet, der havde en god aften. Børnene var i centrum og fik en oplevelse, der vil blive husket længe - og forældrene en rigtig hyggelig aften i det grønne.

Man må sige, at når SFO’ens personale og børn slår deres kræfter sammen - så kan der arrangeres en fest, der virkelig rykker. Der er ingen tvivl om, at vi nåede helt ud til det yderste af, hvad personalet kunne klare - prøv blot at spørge til, hvordan musklerne havde det i dagene efter festen. Men desto større var glæden over at se, hvor god en aften, alle deltagere fik.



Vi har aldrig før satset så stort i SFO’en. Men succesen blev vidst bragt hjem. Økonomisk havde vi også bevæget os ud i noget af et vovestykke - ambitionen var, at vi skulle lave en aften, som økonomisk hvilede i sig selv. Der skulle altså ikke tjenes penge på festen - omvendt havde vi sikret mulighed for, at et mindre underskud kunne dækkes af SFO’ens budget. Nu, hvor alle regningerne er gjort op, kan vi se, at festen lige nøjagtig løb rundt, måske med et par hundrede kr. i overskud. Det er da ganske godt ramt! Inklusiv billetten, der kostede kr. 10,- pr. snude, har hver deltager i gennemsnit lagt kr. 43,- pr. næse. Trods alt en billig aften i byen, når mad og drikke er inklusiv!

Tak til alle, der hjalp og bar - og endnu en gang: tak for en fantastisk aften.
Der går nu to år, før vi laver et lignende arrangement. Der er allerede spekulationer om, hvordan vi nu kan overgå dette års fest.

Forslag modtages gerne!

Flemming Brandt


Ridder Klaus' opråb

Vort land har brug for soldater, og jeg jeres dronning beder jer om at sende de stærkeste modigste og raskeste til mig, så jeg kan prøve dem, om de er værdige til at blive riddere i min hær



Lover du at være retfærdig og ikke bruge dine våben for det onde?

Lover du at hjælpe de fattige og beskytte de værgeløse?

Lover du at tjene vort land og vor dronning med al din magt?

Så knæl og modtag ridderslaget

Rejs dig herr Ridder




Kommentarer fra SFO'ens børn

“Det skabte middelalderstemning at vi kunne købe mønter og man kunne veksle tilbage, hvis man ikke brugte dem alle”

“Det var rigtig godt med boderne og smarte ting man kunne købe”

“Der var gode lege og masser af underholdning”

“Jeg så godt den tegning du havde lavet til ridderteltet Nicklas
- den var god”



“Kageboden var for hurtigt udsolgt”

“Der var udfordringer med Allan, den Sorte Ridder”

“-Og det slagsmål med den Sorte Ridder!”

“Godt at man kunne købe ting”

“Det var sjovt at danse til den mærkelige musik”

“Sjovt at der var musik, og nogen der gik på glasskår”

“Sjovt at slås med den Sorte Ridder, men han var for nem.
Jeg vandt over ham”



“Det var sjovt!”

“God stemning og hyggeligt”

“Der skulle måske have været for de større!”

“Rigtig god middelalderstemning”



Det er svært at spå om fremtiden, som Storm P. engang udtalte.

At være spåkone (den kloge kone) på middelaldermarkedet, blev en alvorlig sag! Der var konstant kø udenfor ridderteltet, hvor jeg havde mit lille rum. Jo flere jeg spåede, desto flere ville spås Om hvad? Jo selvfølgelig om fremtiden!

Fremtiden starter fra nu af, og i morgen er ingen fridag, men derimod en normal skoledag, hvilket for nogen af børnene kunne virke lidt truende.

Mange af spørgsmålene fra de spåede drejede sig nemlig om skolen. Hvordan vil jeg klare matematikken? Hvordan skal det gå i dansk? Andre spørgsmål drejede sig om arbejde. Hvilket arbejde vil jeg kunne få? Kan jeg blive XXX? Åh ja, livet og skolen bliver helt sikkert taget alvorligt.



Spå-seancen udviklede sig til samtaler om de førnævnte emner. De flestebørn fortalte mig at det var godt at blive spået. “hvordan kan du vide alt det, du fortæller? Har du nogle særlige evner?”

Til det vil jeg betro alle jer gode børn, som jeg spåede: “Ja jeg har visse evner, og hvad jeg også har, er et langt livs erfaringer med mange mennesker, kære børn!”

Til alle de skuffede børn, jeg ikke nåede at spå, tør jeg ønske og håbe på, at vi nok får chancen en anden gang.

Jonna


[Forside] [Leder] [Middelaldermarked]
[Skattekisten] [Piratskibet] [Tømmerflåden] [Caféen]