Farvel - og tak
Kom og sig farvel
Goddag til nye børn og forældre

Farvel - og tak

28 år 8 måneder. Så længe fik vi lov til at nyde godt af Jonnas store hjerte og lige så store livsvisdom.

En institution i institutionen lukker, når Jonna ved månedens slutning stopper for at gå på pension.

Det kunne være sket for længst - men det har været tydeligt for enhver, at Jonna ikke var færdig med børnene - og at børnene ikke var færdige med Jonna. Det er vel for øvrigt stadig sådan. Selv om den svære beslutning nu er truffet.

Det er vemodigt at skulle sige farvel, du hører jo til her hos os, Jonna. Vi kommer til at savne dine små, lune anekdoter om børnene. Vi kommer til at savne dine altid omsorgsfulde ord, når et barn eller en voksen har brug for hjælp. Vi kommer til at mangle din grundlæggende tro på, at alle mennesker gør alt, hvad de kan for at gøre det godt.

Tak, fordi du brugte så mange af dine arbejdsår hos os i Rødovre - og her på Tinderhøj. Få nu det gode otium, du så rigeligt har fortjent.

På gensyn.

Flemming.






Kom og sig farvel

Har du lyst til at sige et ordentligt farvel til Jonna, kan det ske på

Tømmerflådens kreative værksted

fredag 27. november fra kl. 14.30 - 16.00.




Goddag til nye børn og forældre

Vi synes jo lige, at skoleåret er gået i gang. Ikke desto mindre starter indskrivningen til det nye skoleår allerede nu. I sidste uge var forældrene til vores kommende børn på besøg på skolen for første gang. Endnu en gang et møde, hvor forældrene lyttede med stor interesse til alt det nye, der skulle ske for dem og deres familie. Det er et stort skridt sådan at gå fra at være forældre til et børnehavebarn til at være skole-forældre - men det ved I jo.

Som altid var det et særdeles positivt møde, hvor vi - i modsætning til sidste år, hvor alt var så nyt - med stor sikkerhed i stemmen kunne fortælle, hvordan vi til maj vil tage imod de nye små (eller er de nu store?) med åbne arme, og hvordan et spændende introduktionsforløb til skolen venter.

Heldigvis fik vi i forsommeren nogle rigtig gode tilbagemeldinger fra forældrene med forslag til forbedringer. Dem kigger vi grundigt på, når vi nu her midt i vintermørket allerede er i gang med forberedelserne. Det virker måske som om, vi er i frygtelig god tid - men nej, det første møde har allerede været. Og lige om lidt er det marts, hvor børn og forældre kommer på besøg igen.

I 2010 har vi valgt igen at sætte særligt fokus på, hvordan overgangen fra børnehave til SFO og skole skal foregå. Vi skal bruge de mange erfaringer fra tidligere år, og finde de punkter, der kan forbedres. Jo, også her midt i juleforberedelserne fortsætter vi vores bestræbelser på at blive bedre og dygtigere.

Flemming Brandt





[Forside] [Leder] [Fælles indlæg] [Skattekisten]

[Piratskibet] [Tømmerflåden] [Caféen]