Tak for sidst - og god sommer
Tak for en fabelagtig god fest i sidste uge! Tænk, at vi kan samle 670 mennesker på samme tid, og at der så hurtigt breder sig en så god stemning. Herligt at være med til, herligt at opleve. Man glæder sig allerede til SFO’ens næste, store arrangement - som vi altså må vente på et godt stykke tid. Normalt holder vi kun disse store fester hvert andet år. Til gengæld lægger vi så også alle kræfter i.

I mellemtiden kan vi så glæde os til en god sommerferie, efterfulgt af skolens fødselsdagsfest og efterårets festlige arrangementer i afdelingerne.

I disse uger er det Store-farvel-tid: En del af vores børn er ikke længere så meget børn: De går ud af 7. klasse, og må derfor stoppe hos os. De børn, der går i 5. klasse er ved at sige farvel til deres klub, og venter bare på, at Caféen åbner til august. Og de børn, der går i 2. klasse står på spring til enten at starte i Tømmerflåden eller på byggelegeplads.

Endelig er der også nogle få børn, som flytter fra vores by og derfor skal stoppe hos os. Vigtigst midt i al denne sigen farvel er det i virkeligheden, hvad det er, man er på vej hen til.



Jeg håber for jer alle, at I får det rigtig godt i de nye rammer. I er altid velkommen på besøg i jeres gamle SFO, hvad enten det er i Piratskibet, Skattekisten, Tømmerflåden eller Caféen. Vi vil godt følge lidt med i, hvordan I har det!

God sommerferie!

Flemming Brandt