The news
Hvem har egentlig ansvaret?
Når børnene starter i Tømmerflåden går de i 3. Klasse. Som alle ved har vi opsynspligt med dem, hvilket bl.a. betyder, at vi ringer hjem hvis barnet ikke kommer hos os efter skoletid. Ligeledes må de ikke forlade klubben uden aftale med os og jer forældre.

Så langt så godt, men hvad så når de kommer i 4. Klasse?

Groft sagt er det faktisk sådan, at det er børnenes eget ansvar i samråd med jer forældre, hvad de må.

Hvis et barn i 4. Eller 5. Klasse ikke krydser sig ind og ud, er det
barnets eget ansvar, hvilket jo så kan medføre, at vi faktisk ikke ved om barnet er her eller ej.

Indimellem oplever vi også børn, der er her, som lige skal en tur i Netto eller en sjælden gang i Rødovre centeret, og har glemt, at fortælle os de er gået. Det skaber selvfølgelig situationer, der er uhensigtsmæssige, f. eks. hvis en forælder ringer for at komme i kontakt med sit barn, og hverken vi eller I forældre ved hvor de er henne.

Vi vil rigtig gerne have overblik over hvor børnene er, så når de
ikke krydser sig ind og ud, taler vi selvfølgelig med dem om det.

Noget andet er når de forlader stedet for at tage et eller andet sted hen, hvilket vi ofte finder ud af, da rygterne løber hurtigt blandt børnene. Her føler vi os forpligtet til at kontakte jer forældre, for at fortælle jer det, og for at få en snak om jeres holdning til, om det i det hele taget er ok, at de tager på sådan en tur.

Der er meget forskellige holdninger til en tur i Rødovre centeret, men må de for jer forældre, må de også for os.
Som regel kan børnene godt se at det er smart, og ikke noget problem at fortælle os hvor de går hen, i hvert fald når de godt må.

Sidst men ikke mindst har vi det sådan, at selv om jeres børn er kommet i 4. Klasse, og er blevet ”jeg bestemmer selv hvad og hvornår jeg må”, så er I velkommen til at komme over og lave nogle aftaler omkring jeres børn, så vi i fællesskab stadig ved hvad de render og laver.

Klubfester!
Vi har altid haft tradition for at holde fester i klubben. Det er rigtig hyggeligt, og vi oplever, at børnene godt gider være her, men det er ikke fest og dans der trækker. Det er mere det bare at være her en aften, spille spil, købe slik og sodavand, få noget god mad eller være udenfor at lege når det er mørkt.

I disse X-factor/Talent/Vild med dans tider, er det også sådan, at en del børn ikke kommer til fest fordi de skal se disse ting sammen med familien. Det er ligesom blevet noget man følger med i sammen, har vi på fornemmelsen, når vi spørger
børnene hvorfor de ikke kommer til fest.

Disse omstændigheder har fået os til at tænke, at der måske er brug for noget andet, så det prøver vi i hvert fald i år. Vi holder fast i 2 fester - halloween i efteråret og en forårsfest til april. Derudover har vi stadig
Høstfest, Julefest og Fastelavnsfest med forældredeltagelse, og vores årlige tivolitur.

Vi vil, som noget andet og nyt, holde 3 drengeaftener og 3 pigeaftener. Hvad og hvornår ved vi ikke endnu, da vi godt vil blande børnene ind i disse
beslutninger.

Vi holder arrangementerne en hverdag i forlængelse af åbningstiden, og slutter klokken 8 så sengetiden for de små holder.

Når alt er planlagt hører I nærmere.

[ Forside ] [ Leder ] [ Skattekisten ] [ Piratskibet ] [ Tømmerflåden ] [ Caféen ]