Efter en god snak om mobning og konflikter i forældrerådet, blev jeg inspireret til at skrive lidt om disse emner her i flaskeposten.
Et svar på overskriften er, at det synes vi jo vi gør. Vi har et rigtig godt samarbejde med vores lærere, når vi kontakter dem eller omvendt, i forhold til konflikter og mobning. Vi synes også vi involverer jer forældre når vi synes det er nødvendigt.
Måske er der også aspekter i det, vi lige tænker over. F.eks. er der tit konflikter i løbet af en dag, større eller mindre. Hvornår er det ”vigtigt” nok til at I som forældre skal involveres? Eller lærerne skal involveres? Og er vi altid sikre på at konflikterne bliver løst ordentligt? Jeg har oplevet at stå ved siden af en kollega, der har brugt tid på at løse barnets konflikt med et andet barnsom, og spørger om barnet er ok, og barnet svarer ja. Hvorefter mor ringer dagen efter og fortæller at hendes barn er kommet ked af det hjem, og der var ingen voksne der havde tid til at tage sig af det. Her troede vi det var løst?
For mig er mobning og en enkeltstående konflikt vidt forskellige ting. Jeg oplever nogen gange, at det for nogle børn går hånd i hånd.
|
|
Eksempelvis 2 drenge der normalt intet har med hinanden at gøre, men har haft en konflikt. Her hører jeg indimellem nogen føle sig mobbet, men i mit hoved har det intet med mobning at gøre, da det er noget der foregår kontinuerligt over længere tid. Men om vi kalder det mobning eller konflikter, er det vigtigste for mig at vi tager børnene alvorligt, for det er jo deres følelse der tæller.
Om vi så gør det rigtige hver gang og løser det perfekt, for at følge lidt op på mit tidligere svar, tør jeg ikke sige. Men at vi i hvert fald gør alt hvad vi kan for at prøve at løse tingene, det er der ingen tvivl om.
Der er jo konflikter i det skjulte, vi ikke ved noget om, da det ikke er alt vi ser og ikke alt børnene fortæller os. Både her og som i mit tidligere eksempel, hvor vi troede tingene var løst, er det rigtig rart hvis I forældre kontakter os når jeres barn fortæller om det derhjemme, eller I af en eller anden grund har mistanke om at der kunne være sket noget der har gjort dem kede af det. Det er i hvert fald min erfaring, at jo mere vi snakker sammen, både forældre, lærere og pædagoger, jo nemmere er det at løse tingene for børnene.
|
|
Alt i alt synes jeg det er en fælles opgave for alle os ”voksne” at løse problemerne, mobning eller konflikter, og jeg er sikker på at vi gør alt hvad vi kan, der hvor vi kender til det, og håber at I henvender jer til os, hvis der er noget vi ikke ved eller ikke har været opmærksomme på, som I kender til.
Henrik
|
