Banalt?
Forleden sad jeg og ryddede op på min computer. Her stødte jeg på forsiden af Flaskeposten fra 1999. Her var trykt et digt, som SFO’ens personale var blevet præsenteret for af en foredragsholder. Måske lidt banalt. Eller? Nok ikke helt. I hvert fald giver det digt essensen af, hvad det er, vi pædagoger hele tiden forsøger at leve op til, når vi er sammen med SFO’ens børn.

Det er så vigtigt, at vi bliver ved med at huske os selv på det. “Hvorfor?” spørger du? Tjo. Nu her i morges kneb det for et barn, jeg passer, at komme ud af fjerene. Faktisk kneb det rigtig meget.

Nu kunne jeg så vælge mellem to veje:

Den ene vej ville starte dagen med skældud og barnet ville få en følelse af ikke at slå til, at livet var surt - og skolen ikke mindst var sur - og for øvrigt var
Flemming da også sur at være sammen med!

Den anden vej ville starte dagen med: “Hold da op, det er svært at komme op, hvad? Skynd
dig lidt, så kan vi lige nå at sidde sammen, inden du skal løbe ud af døren”. Det ville forhåbentlig da give energi, i hvert fald en fornemmelse af at være ønsket.

Hvad vej valgte superpædagogen fra Rødovre så? Den første eller anden vej? Ja, lad det være usagt her. Men, altså - det var jo morgen… og mørkt udenfor… og man har vel også lov til at være træt…


Logik

Et barn som kritiseres – lærer at fordømme

Et barn som får klø – lærer at slås

Et barn som hånes – bliver genert

Et barn som bliver udsat for ironi – får dårlig samvittighed.

Men

Et barn som opmuntres – lærer selvtillid

Et barn som mødes med tolerance – lærer tålmodighed

Et barn som oplever venskab – lærer venlighed

Et barn som oplever tryghed – bliver tillidsfuldt

Et barn som bliver elsket og får knus – lærer at give kærlighed.

Flemming Brandt

[ Forside ] [ Leder ] [ Skattekisten ] [ Piratskibet ] [ Tømmerflåden ] [ Caféen ]