Sommertid - farveltid
Lige om lidt - altså, når vi har holdt Piratfest og de sidste skolebøger er læst - er det sommerferietid. Vi glæder os alle til sommerferien. Men inden - lige inden vi starter på ferien - er der en masse afsked: De børn, der går i 2. klasse skal sige farvel til børn og voksne i Skattekisten og Piratskibet, fordi de nu skal starte i Tømmerflåden. Det samme gælder børnene, der går i 5. klasse: Det er lige om lidt slut med Tømmerflåden. Og også 7. klasse-børnene skal sige farvel i Caféen.

Helt særligt er det, at vi også har unge mennesker i 9. klasse, som nu stopper i SFO: Klub Ø, hvor medlemmerne går i vores specialgruppe 9.D stopper også nu, og medlemmerne spredes for alle


vinde. I SFO'en har vi kendt de fleste af medlemmerne lige siden 1. klasse, og er kommet til at holde af hver og en. Sammen med børnene forsvinder også deres to dygtige støttepædagoger, der skal videre til nye opgaver. Vi kommer til at savne jer alle!

Vi har de sidste par måneder haft gode folk til at hjælpe os, fordi vi siden 2. maj har haft flere børn end normalt. Nikolai, Malene, Dorte og Natalie: Tak for hjælpen, det har været en fornøjelse
at arbejde sammen med jer - og tak, fordi I så let og hurtigt faldt ind i vores rytme og hjalp, hvor der var behov.

I Skattekisten skal vi her, den 20. juni sige farvel til Louise, der alt for hurtigt har fået en stilling som afdelingsleder i en anden SFO. Og 1. august begynder Christel på sin orlov - heldigvis kommer hun da tilbage til os igen den 1. juni. Men dét er der lang tid til!

Sidst - men absolut ikke mindst - skal vi også nu tage afsked med Allan, som efter 35 år i Rødovre går på pension. I virkeligheden har vi jo undværet Allan nogle uger, men han kommer den 21. juni for at tage ordentlig afsked med alle. Her på denne plads vil jeg blot sige tak for samarbejdet! Tak for mange gode debatter, tak for din måde at få Skattekisten til at fungere på. Og hav det nu godt derude i dit otium - det har du fortjent!

Flemming Brandt
Praktisk om sommerferien
Udflugter

Har I afleveret sommerferieseddel, jer, der er forældre i Skattekisten og Piratskibet? Husk at give os besked, hvis der er ændringer! Også hvis der kommer enkelte fridage, fordi mormor passer! Vi ringer til jer, hvis et barn ikke dukker op - men det bruger vi alt for meget tid på. Vi vil meget hellere lave noget godt sammen med børnene!

Husk, at alle børn skal være her inden kl. 9.30. Hvis I kommer senere, risikerer I at komme til en låst dør, fordi vi alle er på udflugt.

Hver uge i sommerferien arrangerer vi, som vi plejer, flere udflugter. Nogle vil være for en mindre gruppe børn, som melder sig til, mens andre udflugter vil være for hele afdelingen - eller hele SFO'en. Vi sætter opslag i SFO'en i starten af ugen om ugens program, så følg med på opslagstavlerne!



Og husk så: Altid mad og drikkelse - og tøj efter vejret, når det er skolefridage.

Hvem er åben hvor

I hele juli er Caféen lukket.

I uge 28, 29, 30 og 31 er Piratskibet lukket. Alle børn fra Skattekisten og Piratskibet samles i Skattekisten - som har telefon nummer 3637 8250.

Tømmerflåden har åben hele sommerferien… næsten. Der skal skiftes vinduer og døre i "fingrene", altså alle de klasselokaler, der ligger ud mod Tårnvej. Og det kommer også til at vedrøre nogle af Tømmerflådens lokaler. Hvis støj og
skidt bliver for slemt, vil Tømmerflåden blive genhuset - f.eks. i Caféen eller i Skattekisten. Det vender vi tilbage til, når vi ser, hvor slemt det kommer til at se ud.

Håndværkere i sommer

I løbet af sommeren sker der en del vedligeholdelse af skolen. Det er herligt, at kommunens politikere nu prioriterer, at vi får pænere omgivelser. Vi forsøger, at det kommer til at gå så lidt ud over den daglige brug som muligt - men helt kan det ikke undgås. Og bagefter bliver det bare så flot! Her er en liste over, hvad der i store træk bliver lavet i løbet af de næste måneder - i sommerferien og i ugerne efter:
Indgangspartiet renoveres
Festsalen males
Begge idrætssale inkl. omklædning males
Tumlesal og omklædning males
Nye facader, døre og vinduer i "fingrene"
Trappetårn øst males
Mellemgang ved Tømmerflåden og Caféen males
Mellemgang ved mælkerum males
Gulv i IT-lokale skiftes
Måske: Vægge til puderum i Piratskibet opsættes og males.

God sommer!

Flemming Brandt
[ Forside ] [ Leder ] [ Skattekisten ] [ Piratskibet ] [ Tømmerflåden ] [ Caféen ]