her er et tilbageblik på mere end 30 år.
Ja, det er 31 år siden at jeg som ny medarbejder trådte ind i institutionen i Horsevænget og hilste på dig første gang.
Dengang var vi 12 pædagoger til 96 børn. Det har ændret sig noget siden, må jeg konstatere.
I Horsevænget var du tilknyttet de store børn i "Tagrenden" og jeg hos de små hos "Hobbitterne".
Hos de store blev der lavet bordtennis-turneringer, spillet "terrorist-ludo", ja hvad det gik ud på ved kun du og børnene, tror jeg, ha! ha!
Dengang var der gang i sløjden hver dag. Her blev fremstillet kanosæder til kolonierne, der blev drejet bordlamper, lavet servietholdere og meget mere. Det var lige dig.
Dengang var der plads til, at jeg kunne komme på sløjden og lære nogle tricks, både af dig og børnene.
Ja der må være mange der har minder stående derhjemme fra dengang.
Vi havde nogle fantastiske kolonier i Sverige. De små var på hjemmelejr og du og andre kollegaer var med de store ude at sejle i kano.
|
|
Du elskede disse ture, ude i den frie natur og med mad på bål, og her kom kanosæderne også til sin ret.
Ungerne var vilde med disse ture.
Men i 1991 skete der jo pludselig nogle nye tiltag. Vi flyttede på skolen og du i starten som leder og senere som afdelingsleder, da vi blev til en SFO.
Nu skulle vi være med i skolen, en meget spændende udfordring for os alle, men vi gik på med krum hals.
Så oveni alt kontorarbejdet, var du også den der skulle samle trådene, så vi pædagoger kunne dække både skole og fritid. Samtidig formåede du også at være sammen med børnene.
Her var du over det hele, både ude og inde. Her blev også tid til at spille spil, lave ting af træ osv.
Du har været SFO'ens handyman, til glæde for både børn og voksne. Du har altid tilgodeset alles ønsker, du kunne aldrig sige nej.
Du var også den som mange forældre henvendte sig til, når de havde brug for en snak.
Og så har du og jeg arbejdet sammen i så mange år, at vi har oplevet at tage imod 2. generationsbørn.
|
|
Børn som vi har passet og som nu er voksne og selv har fået børn, som vi så har haft den ære at lære at kende.
En rigtig sjov og dejlig oplevelse.
Men vupti, nu har du så pludselig nået den alder, hvor man går på efterløn (det varer længe inden det bliver min tur).
HVOR ER DE 31 ÅR DOG GÅET HURTIGT. Jeg har været rigtig glad for at arbejde sammen med dig og syntes det er mærkeligt, at du ikke sidder på din "pind", når jeg møder på arbejdet.
Jeg mangler dig som kollega og en at vende livets strabadser med, men jeg håber vi kommer til at ses ind imellem fremover.
Mange kærlige hilsner og pøj! pøj! med pensionisttilværelsen
Susanne i Skattekisten
|
