NYHEDSBREV OKTOBER 2013
SFO'ens fælles sider Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden Caféen
Trippel-E Line

Når Verdens største skib ligger til kaj ved Langelinie, skal det selvfølgelig ses. Det var der mange der synes var en god ide. Der var bare ikke så mange, der ville med, da dagen stod for døren.

Altså tog jeg til byen med tre børn. Til gengæld var det superhyggeligt.

Fremme, lå skibet helt yderst på Langelinie Kaj, og drengene var hurtige til at mene, at det da ikke var særlig stort.

Den mening ændrede sig efterhånden som vi nærmede os, skibet tårnede sig op og bare blev ved og ved og ved, lige meget hvor langt vi gik.

Det er et stort skib - det der største i Verden!

Vi var ikke ombord. Vi kunne godt have stillet os op i køen, men det var der ikke stemning for. I stedet blev der kigget, måbet, anerkendt og spist gigantiske vaniliekranse og store is. Der blev også lastet digitale containerskibe, tegnet spillet og hygget mellem alle de mange andre mennesker.

Til sidst måtte vi hjem igen, klokken blev mange og tiden skulle holdes. vi nåede lige et smut om den lille havfrue, og en anden havfrue, der var noget større og indgød til klatring.

Tak for turen drenge - det var superhyggeligt.

Pernille








Fest og fællesspisning

Den første november holder vi igen fest for alle sjette og syvende klasser i hele kommunen. Men denne gang gør vi noget nyt. Denne gang hygger vi og spiser inden festen går i gang. Denne gang vil vi gerne være med til at flere føler sig velkomne, trygge og glade for at gå til fest.

Mens Anja og jeg tager til Nyager og gør klar til fest, laver Lotte og Berit mad og spiser sammen med de glade festdeltagere.

Caféen starter med at lukke klokken fire som altid fredag eftermiddag. Så bliver der tid til at gå hjem og gøre klar og gøre sig skøn og lækker til aftenen.

Omkring klokken halv seks lukker vi op igen til mad og fællesskab. Når klokken nærmer sig syv, følger Lotte og Berit alle over til Nyager og Rødovre FritidsCenter, hvor de venter
sammen med medlemmerne, indtil klokken bliver syv, dørene bliver åbnet og de kan vinke farvel til feststemte deltagere.

Og så holder vi fest. Anja og jeg skal nok tage godt imod. Der er som altid gratis indgang, gratis garderobe, folk i døren, på gulvet, i DJboksen, udenfor i den lukkede gård til de timelige lufteture og i baren hvor indtaget af slik og sodavand kan erhverves til rimelige priser.

Når klokken slår elleve lukker og slukker vi. Selvfølgelig må man gerne gå før. Men vores forslag vil altid være at I forældre henter. Så skal ingen gå alene hjem i mørket.

Jeg glæder mig til en skøn fest.

Pernille


Perler

Pigerne ville gerne noget hobby. De havde mange ideer og flere er da også gemt og husket til senere.

Jeg vil gerne lave hobby i Caféen. Men jeg stiller krav. Skal der være hobby i Caféen, skal det være noget der kan være udviklende.

Der er mange muligheder for udvikling. Det behøver ikke nødvendigvis at tage lang tid. Det at håndtere varm gelemasse til lys kan være grænseoverskridende. Eller at være opmærksom på hvornår pulveriseret emalje bliver flydende. Der er mange muligheder, men lige nu handler alt om perler.

Perler, koncentration og koordination.

Vi laver photopearls. Vi omdanner digitale billeder til perlebilleder efter farvekoder lavet i et computerprogram.

De første billeder er færdige. De næste er godt på vej. Femten børn sidder på skift med plader og perler og lim og masser af tålmodighed.

Børn der ikke troede de indeholdt så meget tålmodighed sidder i timer og sætter perler på plader efter skabeloner de ikke selv bestemmer. Børn der stadig ikke mener at ville, kigger godt efter, eller hjælper de andre så meget at de fylder hele og halve plader med perler.

Det er et fantastisk projekt. Det er sjovt. Det er udviklende og det bliver ved og ved og ved.

Pernille









Brugerrådsmøde

Sidste mandag i september holdt brugerrådet møde. Egentlig besluttede vi at medlemmerne sammen med mig, skulle skrive referatet, men sygdom og livet betød, at det nåede vi ikke - derfor må I nøjes med min version.

Årets brugerråd er temmelig nyt. Et enkelt medlem går igen, men ellers er der skiftet ud både blandt medlemmer og vores eneste ene forældrerepræsentant. Derfor gav det god mening at starte mødet med at snakke om, hvad brugerrådet egentlig kan.

Brugerrådet kan alt. Sådan cirka. Det kan ikke beslutte hvem der er ansat i Caféen og det kan ikke beslutte åbningstider, men ellers er der frit spil - både økonomisk og planlægningsmæssigt. Caféen skal have et brugerråd. Det har borgmesteren besluttet. Brugerrådet skal bestå af tre medlemmer, en forældre, en personale og en SFO-leder. Det kan der ikke laves om på. Brugerrådet mødes mindst fire gang om året. Brugerrådet snakker om hverdagen, om arrangementer, om holdninger, ansvar og alt det andet der er med til at gøre Caféen til Caféen.

Så snakkede vi om hvordan det er at være i Caféen. Pigerne synes der er sjovt og hyggeligt. Der er en god stemning, men der er også et mindre pænt sprog. Specielt omkring computerne og billardbordet. Det vil vi gøre noget ved. Vi vil rette opmærksomheden mod sproget og på den måde være med til at ændre den grimme tone.

I øjeblikket handler det mest om perler og fodbold i Caféen. Begge gode ting, synes pigerne. Og så ville det være lækkert med regler om billardbordet og mulighed for at skrive sig op til næste spil.

Så er der pengene. Hvad skal vi bruge dem til. Lige nu har vi mange, og snart starter et nyt budgetår.

Pigerne havde ønske om nye plakater til karaokerummet og nye karaokeplader. De gamle er - gamle. De kunne også godt tænke sig en mulighed for at høre deres egen musik. Vi snakkede om muligheden for en dock til iPhones, og en ny computer i stedet for den, der er ved at dø.

Der er også ønske om nye controllers til Playstation og Wii, køer til billardbordet og Playstationspil til piger. For at udbygge hobby snakkede de om smykker og maling.

Derefter snakkede vi arrangementer. Der var mange gode bud, og mange af dem kan arrangeres i løbet af de kommende måneder. Vi kan ikke nå det hele på en gang.

Ideerne spændte bredt. En shoppingtur for piger - her skal købes spil til Playstation, plakater og andet vi står og mangler. En bagedyst i Masterchefstil, hyttetur, FIFAaften, Haloween, Gocarts, racerløb, juleshoppetur og Biograf. Boldspil i salen sammen med Henrik, både for piger og drenge, piger alene og drenge alene, Bakken for Caféen, undervisning i Tivoli, julegaveaften og spisning inden RFC-festerne.

For at tydeliggøre hvad brugerrådet har besluttet, besluttede vi også at lave et opslag på køleskabet. Det har vi ikke nået endnu, men vi prøver igen efter efterårsferien.

For lige at afslutte kan jeg fortælle at ny computer er installeret, nye køer ankommet. Controllers er på vej og et par af arrangementsforslagene er planlagt til næste måned.

Pernille


Sprog

Det er ikke kun Brugerrådet, der synes sproget er grimt. Det er heller ikke kun i Caféen vi oplever et sprog, der hurtigt bliver negativt og skaber dårlig stemning.

De sidste uger har vi derfor i hele personalegruppen - både i Klubben og i Caféen - været opmærksomme på sproget, snakket med medlemmerne, og husket medlemmerne på, når de grimme ord stikker snuden frem.

Det har hjulpet. Rigtig meget. Ikke at det får os til at holde op. Men det er ikke længere kun os voksne der siger fra, nu er det også medlemmerne selv.

Det er en rigtig god start.

Pernille
FIFA 14



FIFA 14 er udkommet. Det fik vi en turnering ud af.




Kalenderen i november

Brugerrådet ønskede en Haloweenaften kun for Caféen. Caféens medlemmer må meget gerne være med til Klubbens Haloweenfest, men det var noget andet de efterlyste. Der sidder vi selvfølgelig ikke overhørigt, og en aften er derfor sat på kalenderen.

Tirsdag d. 29. oktober (vær opmærksom på det ikke står på næste måneds kalender) holder vi Haloween Uhygge. Vi skal spise og se film, med splat den slags. Vi skal krybe sammen i sofaen, holde hinanden i hånden og skrige på de rigtige steder. Vi skal også spise popcorn eller hvad der ellers passer sig sådan en aften.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 21.00.

Det koster 25,- kr.

Fredag d. 1. november er der fest på Rødovre Fritidscenter.

Festen er gratis for Caféens medlemmer. Inden fester byder vi på fællesspisning og følgeskab til Nyager. Jeg har skrevet mere andetsteds.

Spisningen koster 25,- kr og starter klokken 17.30.

Tirsdag d. 19. november holder vi bagedyst. Jeg har reserveret skolekøkkenet og pigerne er allerede i gang med at planlægge deres mesterværk.

Arrangementet kræver nok noget forberedelse, ligesom pigerne allerede er helt med på at skulle købe ind i forvejen. Alt det finder vi ud af - er jeg sikker på.

Henrik har meldt sig som dommer og jeg glæder mig til rigtig meget kage. Hvorvidt vi skal have noget at spise er jeg ikke helt sikker på, men mon ikke en sandwich eller noget kan finde vej.

Vi starter klokken 16.00 og slutter klokken 21.00.

Det koster 25,- kr.

Tirsdag d. 26, november laver vi julegaver. Det betyder ikke at der ikke kan laves julegaver andre dage. Men den her dag indtager vi Klubbens hobbylokale og maler eller hvad vi nu skal, til vi falder om.

Undervejs spiser vi.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 21.00.

Det koster 25,- kr.

Fredag d. 29. november er der julefest. Det foregår i Klubben helt efter foreskrifterne. Altså duft helt ud i Forhallen, flæskesteg, dessert, drikke og masser af hygge.

Forældre, søskende og hvem I ellers kunne forestille jer at tage med er velkomne. Tilmeldingsfristen vil være et par dage før.

Vi starter klokken 18.00 og slutter klokken 21.30.

Det koster 40,- kr for børn og 70,- kr for voksne.

Og så er der alt det vi planlægger undervejs

Printervenlig samlet oversigt over november måned:




Onsdagsarrangementer

Onsdag er tidligt fri. Onsdag er mulighed for spontane arrangementer uden den store planlægning og inden for Caféens åbningstid. Ondsag bliver dagen, hvor vi ind imellem tager ud, uden at skrive det i kalenderen eller uden at snakket længe om det.

Henrik ville køre ræs. Big Bowl i Valby har simulatorer - lige nu til halv pris. Der gik ikke lang tid inden holdet var fyldt. Seks medlemmer og Henrik kørte af sted. Kørte vildt og vandt over hinanden.

Det var sjovt. De var glade og opstemte da de vendte tilbage.

Sådan noget gider vi godt igen.

Pernille

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Caféen: Pernille Skau Nørgaard (redaktør)
Skattekisten: Morten Kølle Jensen, Piratskibet: Rie Pedersen, Tømmerflåden: Henrik Rolsted
Til Top