NYHEDSBREV JANUAR 2015
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Velkommen til Arife

Arife er tilbage efter laaang tids barsel.

Inden hun gik på barsel var det Piratskibet, der nød godt af Arifes pædagogiske evner. Det er der så lavet lidt om på, for nu er Arife startet hos os i Tømmerflåden.

Det er vi glade for, og Arife er allerede godt i gang.

Det er nok lidt anderledes at arbejde med større børn, men Arife kender faktisk rigtig mange af børnene fra hendes tid i Piratskibet. Og vi voksne i Tømmerflåden er også kendte ansigter for Arife, så helt nye er tingene ikke.

Vi glæder os i hvert fald over at have fået Arife som ”ny” kollega, så velkommen i Tømmerflåden.

Henrik


Arifes egne ord



Efter meget lang tid er jeg tilbage igen og denne gang skal jeg være i Tømmerflåden.

Som I ved har jeg før arbejdet i Piratskibet. Derfra gik jeg på barsel og derefter tog jeg orlov til at passe mine egne børn.
Det har været hårdt, men samtidig har det været dejligt at få muligheden fro at følge deres udvikling trin for trin, og nyde den tid og deres væren på en værdifuld måde.

Der sker nemlig rigtig meget i det alderstrin og tiden flyver nærmest af sted.

Jeg har nu fire børn – en pige på ni år, en dreng på seks år, en pige på tre år og en pige på halvandet år - så jeg har rigeligt at se til.

Det føles mærkeligt at være tilbage igen efter så lang tid, men mange kendte ansigter har gjort det nemmere for mig at komme i gang.

Der er blevet taget rigtig godt i mod mig, så vel fra mine ”nye” kolleger som jeres søde børn.

Det har varmet mit hjerte, og hvor er det dejligt at se jeres børn igen. De er vokse helt vildt meget synes jeg :)

Mange tak for den varme velkomst, jeg glæder mig til en udfordrende tid i Tømmerflåden.

Arife

Æbleskiver og pebernødder

Det skal man da ha’ når det er jul. Det fik vi vist også så rigeligt af i december måned.

En del eftermiddage havde vi jer forældre til kaffe/æbleskive hygge, og troede måske det var rigeligt med æbleskiver, men børnene ville det anderledes. Så der faldt vist nogle flere af i løbet af måneden.

Det kan jeg da godt forstå, for de smager jo rigtig godt, og tak for nogle hyggelige eftermiddage til jer forældre, der dukkede op.

Pebernødder hører altså også julen til, og vi har godt nok fået spillet ”mus” til den store guldmedalje.

Det var et af dagens højdepunkter, at se hvor mange pebernødder børnene kunne nå at proppe i munden, inden de tog ”musen”.

Til de af jer, der eventuelt ikke kender spillet ”mus”, så bare spørg jeres børn, de ved hvad det går ud på.

Henrik

Billard og bordtennis turneringer

Vores årlige turneringer er lige gået i gang her i det nye år.

En del har meldt sig til, i håb om at få sit navn på vores berømte ”Wall of fame”. I hvert fald berømt hos os i Tømmerflåden, og der er da en smule prestige i at vinde en af turneringerne, og blive udødeliggjort med sit navn på væggen.
Der kommer forhåbentlig rigtig mange spændende kampe det næste stykke tid, og I skal nok høre mere om det i en senere flaskepost.

Henrik

De sidste bolsjer

Dengang i efteråret da vi lavede bolsjer måtte vi se i øjnene, at vi havde afsat alt for få dage til alle de børn, der gerne ville have sukker i fast form. Altså slog Henrik og jeg os sammen, afsatte en ny dag, aftale med en masse børn, og måtte sande, at vi havde glemt at tage kalenderen med i planlægningen.

Heldigvis var der ingen sure miner, da vi måtte udsætte, og det var også en flok temmelig veloplagte børn, der mødte op i onsdags, da vi endelig endnu en gang fandt sukker, farve og smag frem igen.

Det er super hyggeligt at lave bolsjer. Der er fart på, det er varmt og det gælder om ikke at stikke fingrene i den meget, meget varme bolsjemasse. Det sidste var der heldigvis ikke nogen der gjorde.
Alle de børn der ikke lavede bolsjer, legede i tumlesalen og til slut løb alle ud, og hyggede i vejret, der netop havde slået over i frost og gav mulighed for at glide hen over glatte flader.

Jeg er temmelig sikker på at alle de bolsjeglade børn kom hjem med lækkerier, de måske har delt med deres familier. Og når vi næste gange lukker op for bolsjeproduktion, vil der helt sikkert også stå mange i kø.

Det var i hvert fald super hyggeligt.

Pernille









Fødselsdage i januar 2015

Tillykke til jer alle


4. Isabella 9 år


11. Mathilde 9 år


11. Rasmus 11 år


12. Magnus 11 år


14. Yacqub 12 år


15. Yusra 10 år


24. Marcus 11 år


26. Maja 10 år

Fastelavnsfest

Vi ved godt vi er lidt tidligt ude, når vi holder vores fest d. 6. februar, men så undgår vi at komme i karambolage med vinterferien.

Find udklædningstøjet frem og kom over i klubben og få meldt jer til.

Vi glæder os til at se jer.


Kalenderen den næste tid

Hver dag er der gang i billard- og bordtennisturneringerne. Det betyder at vi ikke planlægger andre fysiske aktiviteter, men det betyder ikke, at vi ikke kan finde på at gå i salen eller fange en dødbold, hvis det er nødvendigt.

Hver onsdag fra klokken 14.00 til 15.00 vil vi samle alle pigerne fra 3. klasse og lave tøsetons.

Tøsetons er den i forbindelse et redskab til at lære sig selv og hianden at kende, og blive bedre til at takle konflikter.

Alle pigerne, der er i Klubben skal være med, og vi håber at I som forældre bakker op.

Det er Lotte og Louise, der står for tøsetons.

Hver torsdag fra klokken 14.00 til klokken 16.00 går vi i lerværkstedet sammen med de andre afdelinger.

Hver gang laver vi noget nyt, på torsdag formentlig noget med en blonde, hvis ikke jeg finder på andet.

Det er gratis at deltage i lerværkstedet, men man skal færdiggøre sine ting. Dvs, når leret senere er blevet brændt skal det også glaseres.

Man behøver ikke være med hver torsdag.

Det er Pernille og Arife der går i lerværkstedet.

Torsdag d. 22. januar holder vi pigeaften.

Vi ved endnu ikke hvad der skal ske, men det finder vi nok ud af.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 20.00. Undervejs spiser vi noget mad.

Prisen er 25,- kr.

Tirsdag d. 10. februar holder vi drengeaften.

Igen ved vi endnu ikke hvad der skal ske, men vi skal selvfølgelig have noget mad.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 20.00

Prisen er 25,- kr.

Onsdag d. 11. februar tager vi på 5. klassestur til Fisketorvet.

Vi går i biografen, bruger alle vores lommepenge, spiser når vi er sultne og tager hjem inden klokken 20.00.

Vi tager fra klubben, når alle har fri. Ca klokken 15.00

Turen koster 80,- kr.

Prisen dækker biografen og turen frem og tilbage. Penge til mad eller madpakke skal selv medbringes.


Fra dagens fotograf











Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top