NYHEDSBREV NOVEMBER 2015
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Som studerende i Tømmerflåden

Hvem er du? Er du ny voksen? Kan du ikke lige låse op for controllerne? Skal vi spille fodbold i salen i dag?

Dette var de første spørgsmål jeg fik smidt i ansigtet da jeg mandag d. 2/11 kl. 14 trådte ind af døren i Tømmerflåden. Jeg blev for det første overvældet af de mange spørgsmål som jeg havde forventet som ny, men jeg blev virkelig overrasket over det initiativ ungerne besidder i klubben. Man skal endelig ikke kede sig her fandt jeg ud af! Hvis man som voksen ikke selv ved hvad man skal lave så skal børnene nok finde på noget!

– Men hov jeg glemte lige at præsentere mig selv? Jeg hedder Martin og er i 2. praktik som pædagog. Jeg har i 5 måneder været i praktik ovre i piratskibet, hvor jeg har været tilknyttet 0.a. Jeg fik da tilbuddet om at komme over i klubben og det sagde jeg ja til.

Jeg har ikke prøvet at være i klub før så jeg var spændt på hvordan det ville være.
Det jeg har været mest overrasket over er at børnene kan med hinanden. Det er minimalt hvad jeg blander mig i fordi jeg ser (der hvor jeg selv har været) at de selv kan løse deres konflikter så de aldrig når at eskalere. Dette gør det til et sindssygt dejligt sted at være, både som voksen men også som barn.

Jeg har i ugensløb været nede og spille bordtennis og pool med ungerne, hvor rundt om bordet er rigtig populært! Jeg vil ikke indrømme at jeg tabte, men udfordret blev jeg. Dette kan jeg også sige om den dag hvor jeg hev 10-12 børn ned i salen for at spille fodbold. Uden at gå i detaljer så kan jeg fortælle at jeg var drivvåd efter 30 minutter med de hærdede fodbold drenge jeg havde med!

Alt i alt har det været en mega fed oplevelse, som jeg takker klubbens personale og ikke mindst børnene for at have givet mig.

Martin

Halloween

Sikke en uhyggelig fest!

Dejligt at se, hvor meget børnene havde gjort ud af deres udklædning. Mange var rigtig skræmmende og uhyggelige at se på. Og der var flere der var så godt klædt ud, at man først kunne kende dem når de talte til os.

Børnene fik lov at stemme på dem de syntes var bedst, uhyggeligst, sjovest eller mest skræmmende klædt ud. Og det endte med, at Marcus, Clara, Carla og Emma rendte af med en lille præmie for bedste udklædning.

Festudvalget havde bestemt noget god mad og selvfølgelig den traditionelle isdessert, og havde ligeledes arrangeret nogle sjove konkurrencer i løbet af aftenen.

Som sædvanlig var vi ude at finde edderkopper (af plastik) i en gryde fyldt med de overskydende madrester, lidt vand og havregryn, det er simpelthen for lækkert at dyppe hænderne heri.

I år syntes festudvalget, at der skulle være en skattejagt udenfor i det uhyggelige mørke, og den endte selvfølgelig med, at skatten blev fundet i kældrene under skolen - uuuuuuhyggeligt!!!!

Ingen blev glemt i kælderen og resten af aftenen blev der hygget, danset, leget og festet til den store guldmedalje.

Tak for en fantastisk hyggelig og skræmmende aften til jer alle. Håber I hyggede jer lige så meget som vi gjorde.

Henrik








Bolsjer

De sidste uger har vi lavet bolsjer. Klubben har duftet af sukkersødt jordbær og lakrids, når vi er mødt på arbejde og nogen børn har fået deres ration af søde sager for det næste lange stykke tid.

Nu er bolsjekasserne pakket væk, sakse er rengjorte og sukkerbeholdningen i skabet reduceret enormt.

Det er altid en fryd at finde bolsjetingene frem. Det er altid hyggelige aftener med børn der oftest går hjem med blå tunger og glade øjne, efter at have haft fingrene i den varme bolsjemasse.
Og den er varm. Meget varm. Alligevel er ingen kommet til skade, alle har været gode til at holde fingrene fra den kogende bolsjemasse og en hel del har haft mod på at trække i den stadig noget varme bolsjemasse, inden den bliver kold nok til klipning, prøvesmagning og endelig indpakning og hjembringning.

Bolsjeaftenerne er en tilbagevendende begivenhed. Det er ikke kun børnene der glæder sig. Vi voksne synes også det er hyggeligt at stå i det dampende køkken, omgivet af smag, farver og sukker i flere versioner.

Vi er også glade, når vi kan pakke det væk igen, for nok er det hyggeligt, men der skal også være noget at glæde sig til næste år.

Pernille






Bagedyst

Kan vi ikke lave en store bagedyst? Spurgte sjette klasserne for længe siden. Jo hvorfor ikke, sagde vi og ret hurtigt blev der afsat en dag i kalenderen. For at kunne mønstre deltagere nok, var det ikke bare sjette men også børn fra femte, der fik lov at deltage.

Dagen før dagen var vi noget usikre på om arrangementet overhovedet kom op at stå, for tilmeldinger var ikke det, der var mest af. Men inden dagen var omme, var tilmeldingslisten fyldt godt op, og Berit og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene, for at finde den helt rigtige opskrift, der både kunne bages inden for normeret tid og også ville kræve en smule opmærksomhed.

Vi endte med Bedstefars skæg. En fin kage der både rummer en sukkerbrødsdej, marengs og hjemmekogt syltetøj. Tre dele, der skulle koordineres, passes til og klares inden for en overskuelig periode.

De gik til den oppe i skolens køkken, alle var glade og trods begynderfejl og voksne der mente at opskriften måtte være hjælp nok (der fik alligevel indsneget sig hjælp til både det ene og det andet), var der ingen sure miner, alle var på, hjalp hinanden og oprydningen gik som en leg.
Berit og jeg gjorde et stort nummer ud af voteringen. Vi smagte grundigt på alle tre kager, gav point til både det ene og det andet delelement og ingen var i virkeligheden i tvivl om udfaldet.

Jeg er temmelig sikker på at børnene lærte en del - det gjorde vi voksne i hvert fald. Vi er helt klar en anden gang, gerne med samme opskrift. En opskrift der lige skal tilsættes et par tip og papudskæringer. Samtidig var det rigtig godt at vi havde ekstra æg med.

For nu ved børnene at det er en rigtig god ide at læse hele opskriften igennem inden start. De ved at det er dumt at smide æggehviderne ud, når der senere skal laves marengs, og de ved også at det er umuligt at piske æggehvide til skum, når der er tabt blomme i indholdet.

Måske ved de også at det er vigtigt at prioritere tiden og at spisepauser ikke nødvendigvis skal være totale pauser fra kagebagningen - ellers ved vi det. Og forhåbentlig ved de også at det er en rigtig god ide at tjekke om køleskabet er tændt, inden syltetøj sættes til afkøling.

Tak for en superhyggelig aften.

Pernille







Fødselsdage i november

Tillykke til jer alle


9. Ayan 12 år


20. Malte 9 år


20. Otto 10 år

Hørt til Halloweenfesten...

Henrik:

Hvordan søger man på Youtube?

Marcus 4. klasse:

Nej Henrik!
Vi er i 2015!






Julefest

Bare lige en husker, til alle jer der kunne tænke sig lidt god julemad.

Det er jo på fredag d. 20. november vi holder julefest for børn og voksne i Tømmerflåden, så skynd jer at melde jer til ikk’!


Mobile Pay



Nu har vi efterhånden i en lille måneds tid haft Mobile Pay tilknyttet vores konto.

Det er blevet afsindig godt modtaget, mange bruger det, og det skal I have tak for.

Også super meget tak for at I er så gode til at huske at skrive barnets navn og brug af pengene på. Hvor er det pludselig blevet let at modtage tilmeldinger og så videre fra jer.

Har nogen af jer endnu ikke forsøgt med Mobile Pay, får I lige nummer og navn:

Telefonnummer: 30 76 82 70

Navn: Tinderhøj Forældre


Opfordring til dagene inden jul

Af hensyn til vores planlægning - både ture ud af huset og antallet af personaler - opfordrer vi til at I giver et prej omkring hvorvidt jeres barn kommer i SFO i dagene inden jul.

Altså d. 21., 22. og 23. december.

På forhånd tak


Syltetøjsglas

I hobby har vi planer der involverer tomme små glas.

Sådan nogen der engang har indeholdt syltetøj, pesto eller andet i den dur..

Vi bliver så glade hvis vi må aftage jeres tomme glas - gerne med låg.

På forhånd tak


Mere indendørs

Trods en varm november går vi koldere dage i møde, og derfor vil vi også bruge de indendørs faciliteter mere. Vi har allerede været i salen flere gange og i løbet af de næste måneder vil vi for alvor lukke op og bruge salene rigtig meget.

Er vejret til det vil vi ikke afvise af være udenfor, ligesom bål en snehvid vinterdag kan være superhyggeligt.

På forhånd tak


Kalenderen den næste tid

Hver Torsdag inviterer vi børn og forældre fra 2. klasse på besøg.

Vi vil gerne give mulighed for at se hvem vi er, hvad vi kan og hvorfor vi er et godt tilbud.

Der er kaffe på kanden fra klokken 15.30.

De nuværende forældre er selvfølgelig også velkomne.

Fredag d. 20. november holder vi julefest. Det foregår selvfølgelig helt efter foreskrifterne. Altså duft helt ud i Forhallen, flæskesteg, dessert, drikke og masser af hygge.

Forældre, søskende og hvem I ellers kunne forestille jer at tage med er velkomne. Tilmeldingsfristen vil være et par dage før.

Vi starter klokken 18.00 og slutter klokken 21.30.

Det koster formentlig 40,- kr for børn og 70,- kr for voksne.

Så er det tid til juleture.

Der er fire datoer med rullende ugedage at vælge mellem, så alle kan være med.

Der er plads til max 12 børn hver gang.

Vi tager ind til byen, nyder juleudstillingerne og bruger alle vores lommepenge.

Måske køber vi også en gave.

Undervejs spiser vi.

Vi tager af sted når skolen slutter og er hjemme inden klokken 20.00.

Prisen er ca. 80,- kr.

Datoerne er:

Tirsdag d. 24. november

Onsdag d. 2. december

Mandag d. 7. december

Torsdag d. 10. december

Torsdag d. 3. december er der igen julegavehyggeaften.

Vi åbner Hobby en aften og hygger med at skabe overraskelser til alle.

Undervejs spiser vi.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 20.00.

Det koster 25,- kr for alle over 3. klasse.

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top