NYHEDSBREV DECEMBER 2016
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Julefest

Julefesten - den årlige begivenhed for børn og voksne.

Vi gjorde som vi plejer, lavede mad i rigelige mængder, sørgede for at enkelte forældre har sovsen klar til juleaften og bød velkommen til både børn, forældre, bedsteforældre og en enkelt udvekslingsstudent.

Cirka halvtreds mennesker mødte frem, spiste alt vores mad, og havde endda plads til den obligatoriske is med chokoladesovs.
Det var hyggeligt, hjerterne var hængt op, og overalt genlød Klubben af glade stemmer og snak om alt muligt.

Børnene fik tid til at lege, forældrene fik tid til at tale og vi havde en oplevelse af at alle gik glade hjem.

Dejligt at I mødte op og brugte en aften sammen med os.

Vi gentager næste år.

Pernille






Juleture

Årets juleture er forbi. Det har været et par dejlige dage i det indre julepyntede København. Vi har gået turen fra Nørreport Station, ned ad Købmagergade til Storkespringvandet og videre ad Strøget til Rådhuspladsen, hvorfra vi har fundet tog og bus hjem igen.

Undervejs har vi været inde i alle de butikker børnene synes var spændende. De store børn går rundt alene, vi mødes et par gange undervejs, aftaler næste pitstop, viser indkøb frem, glædes over julemarkeder, julepyntede butikker og duften af brændte mandler, der strømmer os i møde fra hvert eneste gadehjørne (næsten).

Søstrene Grene på Kultorvet, Disneybutikken på Amagertorv og den store BR butik efter Gammeltorv er som regel godt besøgt, lige
som julemarkedet på Højbro Plads og sko, tøj og Glitterbutikker også kan lokke de fleste på et besøg.

Vi har spist fælles på Sharwama Grillhouse, hvor der er mulighed for at sidde sammen og få et fornuftigt måltid mad, hvor alle kan være med. Og mens vi på udturen har glade opstemte børn, har vi på hjemturen stadig glade, noget pengelettede og trætte børn med på sæderne.

Alle har oplyst at de er klar igen næste år, for som julefesten er juleturene også en obligatorisk gentagelse.

Tak for turen unger - vi voksne glæder os også til næste år.

Pernille












Julehygge

Fjorten børn havde lyst til at lave julegaver. Og julegaver blev der produceret. Til den store guldmedalje.

Fjorten børn kan godt være lidt svære at holde styr på, når de fleste gerne vil hjælpes. Men vi kan kun sige at det var en super hyggelig aften, med glade, hjælpsomme og for det meste tålmodige børn, der brugte tid og kræfter på at lave nogle rigtig fine ting.
De var gode til at holde en pause, løbe en tur udenfor eller sætte sig lidt hen for sig selv, når de havde brug for det.

Energien lyste ud af dem alle, og mange af jer kan se frem til fine julegaver.

Tak for en dejlig aften - og vi gentager selvfølgelig igen næste år.

Pernille










Mere jul


Tilbage er kun at ønske jer alle sammen en dejlig jul og et godt nytår.

Vi glæder os til at se jer næste år.

Personalet i Tømmerflåden
Fødselsdage i december

Tillykke til jer alle


4. James 11 år


6. Josephine 12 år


21. Casper 13 år


28. Victor 12 år


29. Tea 12 år


31. Emma 10 år


31. Viola 11 år

Kalenderen den næste tid

Fredag d. 13. januar byder vi på Nytårskur.

Vi inviterer alle både børn og voksne.

Nærmere information får I senere, men vi kan løfte sløret en smule...

Menuen står på Stegt flæsk og persillesovs.

Og vi forventer gæster klædt i galla.

Så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Torsdag d. 11. maj tager vi i Tivoli.

Ganske som det plejer, bliver det selvfølgelig en forrygende tur.

Mere info senere.

Torsdag d. 8. juni holder vi grillfest for børn og forældre.

Traditionen tro tænder vi op i grillen og inviterer nye og gamle til en hyggelig aften med godt selskab.

Invitationen kommer når vi nærmer os sommerferien.





Julekonkurrence

Hele året har vi måned efter måned haft en konkurrence i Klubben. Der er gættet på alt muligt om Klubbens personale. Vi har lavet tipskuponer med finurlige spørgsmål, børnene har gættet hvor vi holdt sommerferie, hvor mange år vi har arbejdet på Tinderhøj, babybilleder, yndlingsfarver og skostørrelser.

December måneds konkurrence er en smule anderledes, der skal nemlig ikke gættes noget om personalet. I stedet skal der findes grønne juletræer og røde hjerter.

Umiddelbart en nem opgave. Synes mange. Men tro mig, der er mange røde hjerter i Klubben, og nogen af dem gemmer sig godt.

Da det er jul er præmien lidt større end normalt. En kurv fyldt med alskens julechokolade og andet af samme slags. Er man heldig vindes hele kurven af et enkelt barn, men har flere gættet det samme, må de dele.

Vinderen blev fundet i mandags. Der var mange bud, mange var langt fra, nogen var tættere på.

Tættest på var Mie, der kun manglede at finde syv juletræer eller hjerter.

Tillykke med præmien.

Pernille



Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top