NYHEDSBREV SEPTEMBER 2016
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Pædagoger på skolebænken

Da skolereformen for et par år siden blev indført, ændrede børnenes skoledag sig kraftigt. Lærernes måde at undervise på, ændrede sig kraftigt. Og pædagogerne fik helt nye opgaver, da de skulle stå for den understøttende undervisning.

Det var noget af en rejse for pædagogerne, da de skulle sejle ud i det ukendte farvand. Og noget af en rejse for børnene, der var vant til at se deres pædagoger som dem, man kunne være sammen med af lyst - og pludselig stod de dér og gav opgaver, de var tvunget til at løse. Vi har dygtige pædagoger på skolen. Pædagogerne har sammen med lærerne været gennem et større uddannelsesforløb. På personalemøder er der brugt megen tid på at inspirere hinanden, som hjælp til den nye opgave. Så selvfølgelig er rejsen blevet smuk. Pædagogerne løfter flot den nye opgave!

Nu tager vi næste skridt: I et ambitiøst samarbejde mellem Rødovre Kommune og University College Sjælland (UCSJ) er de pædagoger, der har undervisning, nu gået i gang med et større uddannelsesprojekt. Her sidst i september / først i oktober kommer de første af i alt 5 undervisningsdage. Og midt i januar er det hele slut.

Men allerede nu er uddannelsen i gang! Vi har holdt et første kickoff-møde med en konsulent fra USCJ. Pædagogerne har læst de første ca. 150 sider af teorien, der er knyttet til uddannelsen.
Et par gange har de mødtes i studiegrupper for at diskutere, hvordan teorien kan passe ind i praksis, og naturligvis for at få styr på de nye teoretiske begreber.

Som led i den nye uddannelse kommer to forløb, hvor pædagogerne i den understøttende undervisning skal sætte nogle særlige aktioner i spil, mens en coach observerer udvalgte temaer. Efterfølgende får den enkelte pædagog sparring på de to valgte undervisningslektioner.

Målene for det nye uddannelsesforløb er at få svar på tre spørgsmål, som nok kortest udtrykkes ved at citere tre vigtige sætninger fra en del af undervisningsmaterialet:

Hvordan holder pædagogerne fast i kernen af deres faglighed samtidig med, at de udvikler en faglig identitet, så de kan indfri de nye krav i folkeskoleloven?

Hvordan ledes en gruppe/klasse af børn, som ikke frivilligt har valgt en aktivitet, som de gør i SFO?

Hvordan arbejdes der med pædagogfaglige mål, både i forhold til det faglige og det sociale – og hvordan opstilles der pædagogfaglige mål for børnenes indstilling til det at lære?




Alle spørgsmålene er yderst relevante og rammer lige ind i de vanskeligheder, pædagogerne står med. Da uddannelsen hele tiden vil tage afsæt i praksis og i den hverdag, vi står i, er den særdeles relevant for alle. BUPL og KL har været en del fremme i medierne med en uddannelse, støtte af A. P. Møllers Fond.

Den uddannelse, vore pædagoger nu går i gang med, er udviklet af Rødovre Kommune og UCSJ i fællesskab. Den betales af Rødovre Kommune.

Det særlige ved denne uddannelse, sammenlignet med BUPL’s uddannelse er, at den sker betydeligt mere ude i skolens hverdag, og pædagogerne meget mere aktivt vil få inddraget deres egen praksis, så læring kommer helt tæt på.

Pædagogerne er allerede gået i gang med uddannelsen med stort engagement. Det er en spændende videreudvikling, der er sat i gang!

Flemming Brandt









Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top