NYHEDSBREV NOVEMBER 2017
Fra ledelsen Grøn SFO Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden Ombygning
Nye beboere i Klubben






























Har I mødt Bob og Olga?

I klubben har vi fået to nye beboere. De er af afrikansk afstamning, selvom de er født i Danmark og aldrig rigtig har været så langt omkring.

Bob og Olga er snegle. Afrikanske kæmpesnegle. Kælesnegle.

Da vi fik Bob og Olga var de ikke særlig store, og vi kan allerede afsløre at på bare en måned er de vokset til cirka dobbelt størrelse. Specielt Bob vokser med lynets hast - og er også den mest grovædende af de to.

Faktisk vejede Olga bare 6 gram, og Bob 12, da vi vejede dem første gang.

Vi har startet en vægtkurve, for at kunne følge med -men mere om det en anden gang.

Og vidste I at snegle har forskellige personligheder? Det ved vi nu.

Bob er den lidt tunge, der holder af at spise og sjældent gider komme ud og lege. Det er Bob, der uden at se sig for vælter rundt over det hele, gerne oven i hovedet på Olga eller hvad der lige kommer i vejen. Og selvom Bob er en snegl, flytter han sig overraskende hurtigt.

Olga er den lille, den nysgerrige og den der er sjovest at sidde med. Olga spiser ikke helt så meget som Bob, men er til gengæld den, der kigger sig mest omkring, er nemmest at fange ind og gerne gider lege.

Afrikanske kæmpesnegle bliver temmelig store. Huset kan blive cirka tyve centimeter langt, selve sneglen er endnu længere. De har ingen tænder, men smager på alt de kommer forbi. Også menneskehænder, selvom de ikke kan spise os.

De spiser grøntsager, men er noget kræsne. Helst spiser de agurk, en gulerod kan gå an i weekenden, men ellers er de ofte temmelig uimponerede når vi tilbyder dem andet.

De bor i et terrarium med jord og lidt pynt - mest til glæde for os, der kigger ind til dem, og spiser ud over agurk, kalk til at opbygge det altid voksende hus.

Kælesnegle kan man holde i hænderne, man kan ae dem og tale med dem. De kan ikke gøre nogle kunster - ud over at hænge med hovedet nedad, men de kilder lidt når de glider over hånden og de er ret hyggelige og lidt meditative at sidde med.

Forældre og andre må selvfølgelig også gerne komme og holde eller sige goddag til sneglene. Hvis de tør.

Og navnene - dem har børnene bestemt, efter en meget spændende valgkamp i to dele. Først en uge til at komme med ideer til navne, dernæst en uge med en meget lang stemmeseddel og op til fire krydser.

Pernille

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top