NYHEDSBREV NOVEMBER 2017
Fra ledelsen Grøn SFO Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden Ombygning
Kan du huske?

I SFO har vi hele tiden vores hverdag under lup. For tiden diskuterer vi, hvad der kendetegner en god SFO. Og hvad det er, man som barn især bider mærke i.

Er det den hyggelige hverdag med en sjov leg med gode venner, man som barn især sætter pris på? Er det den skål, der blev fremstillet i keramikværkstedet, hvor man fik frembragt noget, man ikke vidste, man kunne? Er det hyggestunden omkring bålet? Eller dengang, vi fik ny legeplads? Eller en sjov fest? Dengang mormor var med og så mig lave cirkus? Eller…?

Vi bestræber os hver dag på at favne de mange ønsker og behov, vore SFO-børn har. Men i virkeligheden ved vi ikke, hvad det er, der gør en forskel for den enkelte. Vi kan se, at børnene er glade for at være hos os. Vi kan se, at rigtig mange børn bruger vore mange forskellige aktiviteter. Men ingen af os ved, hvad der i virkeligheden præger den enkelte.

Hvad er det, der huskes? Hvad er det, der kan blive refereret til om nogle år - eller når vore børn er blevet voksne. Kan de overhovedet huske, de har været i SFO? Hvem de har været sammen med? Hvad der især udviklede dem?

Prøv lige for et øjeblik at tænke tilbage på din egen SFO-tid. Eller tid på fritidshjem. Hvad dukker op? Kammerater? Aktiviteter? Nogle særlige voksne? Eller noget helt andet?

Vil du hjælpe os i personalet med at fortælle, hvad du kommer i tanke om som det første? Send en besked i Intra til mig - eller fortæl et godt minde til din pædagog. Det vil hjælpe os i vores arbejde mod en endnu bedre SFO end den, vi kender i dag.

Tak for hjælpen!

Flemming Brandt







Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top