NYHEDSBREV OKTOBER 2017
Fra ledelsen Grøn SFO Fodbold Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden Ombygning
2610 SFO Cup



























Fodboldturnering

Den 20. og 28. september løb den første udgave af SFO Fodbold Turneringen 2610 SFO Cup af stablen.

Turneringen var arrangeret af TinderhøjS egen pædagog Martin Rasmussen, der var kommet på ideen i sommerferien, sammen med en håndfuld drenge fra henholdsvis 2.A og 2.B, da snakken var faldet på skolefodbold.

”Hvorfor har SFOerne ikke en turnering selv, når børnehaverne, klubberne og skolerne har det?” spurgte drengene. Dette fik Martin til at hive fat i de andre SFOer i Rødovre, og Hendriksholm og Nyager var heldigvis med på legen.

Tinderhøj ville gerne have stået for værtskabet, da det nu var os, der var primus motor på det, men da Hendriksholm har et samarbejde med boldklubben BK Vest, så var det mere praktisk i forhold til faciliteter, at de fik lov til at have værtsskabet den første sæson.

Vi på Tinderhøj har det til gengæld til næste år.

Turneringen blev aftalt på det grundlag, at alle spiller for at vinde, men man spiller fair og med respekt.

Altså ingen dårlige tabere eller dårlige vindere, ej heller slagsbrødre/søstre på eller uden for banen.

Af hensyn til sine kammerater, og også respekt for modstanderen, skulle man spille for at gøre sit bedste, mens man samtidig havde det sjovt.

Holdene blev derefter bygget op på godt kammeratskab på tværs af klasser og køn, og hvor det gjaldt om at støtte hinanden og løfte hinanden, i stedet for at pleje ego eller udpege folks fejl.

Dette gjaldt både under turneringen, og før og efter. Holdene blev blandet 0., 1. og 2. klasser.

Oprindeligt skulle der ikke have været 0. klasser med hos drengene, da Hendriksholm og Nyager ikke deltog med denne aldersgruppe, men da der kun var 4 af drengene fra 0. klasserne, der gad være med til kampene, resten ville bare træne i denne omgang, så tog Martin og vores studerende Selcuk dem med.

Og Martin kan kun sige, at det lykkedes og han har været i egne ord, en stolt pædagogbasse, over både drengene og pigeholdene.

Begge dage, drengene spillede den 20., og pigerne den 28., var stemningen i top. Alle gjorde deres bedste og kæmpede, der blev heppet og støttet under kampene, og der var ingen dårlige tabere eller vindere.

Mål og sejre blev fejret uden at hovere, hverken for modstandere eller holdkammerater, nederlag blev taget med oprejst pande, tacklinger blev givet, men man hjalp hinanden op, sagde undskyld og tak for kampen bagefter, og der var god stemning på og udenfor banen SFOerne imellem, trods det at der blev gået til den.

Turneringen blev afviklet vellykket, og både Hendriksholm og Tinderhøj er meget interesseret i at gentage successen til næste år.

Det bedste øjeblik kom dog på dagen, hvor pigerne skulle afsted til turneringen, og drengenes to holdkaptajner, Xander fra 2.A og Thomas P fra 2.B, på egen opfordring og ide vel at mærke, havde samlet store dele af drengene om sig, og klappede pigerne ud af skolegården. Med Xanders ord: ”Der går et hold vindere”. Det løftede lige pigerne et par meter.

Tinderhøj stillede med 2 drengehold og 2 pigehold, og i alt, på tværs af de tre SFOer, havde vi over 100 børn i aktion på banen i løbet af de to dage, og både drengene og pigerne viser stor interesse for at være med til næste år, også dem der ikke var med, så der skulle bestemt være mulighed for at ligeså mange børn i aktion til næste år.

Og resultaterne? Drengens 1. hold fik 2 uafgjorte kampe, og 2. holdet tabte to. Pigernes 1. hold vandt 1 kamp og en 1 uafgjort, og 2. holdet fik en uafgjort og tabte en. Af hensyn til at alle skulle have en god oplevelse, var der gengangere på begge hold, og opstillingerne blev blandet undervejs.

Børnenes mening om turneringen:

Xander 2.A: Vi spillede godt. Mustapha lavede et flot mål. Det var sjovt at være kaptajn og have ansvar på holdet. Det var sjovt at spille.

Magnus 2.A: Fedt at vi spillede sammen og vi havde en god taktik. Vi vil gerne have flere 1. klasser med næste år.

Anna 2.A: Jeg synes det var fedt, at pigerne havde deres hold, at jeg var kaptajn for dem, og blev topscorer på hele SFOen. Fedt at vi vandt en kamp, og vi slog 2 2.klasser, når vi selv var blandet 0.,1. og 2. klasser.

Silja 2.B: Det var rigtig sjovt. Godt at vi spillede sammen og vandt en kamp.

Thomas P 2.B: Det var rigtig sjovt. Godt at vi spillede sammen, og heppede på hinanden.

Elliott: Virkelig sjovt. Det var sjovt at spille på hold med alle mine venner, det når jeg ikke i frikvartererne til hverdag.

Emma 2.B: Det var sødt at drengene klappede af os, da vi tog afsted. Men det var sjovt at være med og spille sammen. Godt at få chancen til at løbe med bolden.

Martin

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top