NYHEDSBREV OKTOBER 2017
Fra ledelsen Grøn SFO Fodbold Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden Ombygning
Hvor bliver det godt!

Først går vi så meget grueligt igennem. Og til sidst bliver det så godt, så godt. Det er godt nok en gennemgribende renovering, skolen står midt i. Det er efterhånden kun Piratskibet og Skattekisten, der er sluppet nogenlunde for håndværkerbesøg. Nu begynder vi så småt at kunne se enden på trængslerne.

Vi har nu i større eller mindre grad ligget i byggerod på store dele af skolen - inde såvel som ude - siden marts-april. Om få uger bliver håndværkerne færdige i hovedbygningen. Tømmerflådens bygning er også næsten færdig, her i efterårsferien bliver der taget et ordentligt nøk. Et par uger derefter vil der blive arbejdet på toiletterne i bygningen. Og så skulle der gerne være fred indtil vinterferien, hvor de sidste gulve bliver skiftet.

Udendørs er entreprenørerne vildt i gang. Midt i november håber vi, at de nye legestativer ud mod boldbanen kan indvies. Og inden jul er hele anlægget ved fingrene også færdigt. Så sænker julefreden sig… eller næsten. For allerede i januar går det løs igen, nu med renovering af den lange gang i stueetagen i hovedbygningen. Men så er vi også færdige.


Nåh, for resten - nej, Tømmerflådens køkken skal pakkes ned, fordi alt skal skiftes ud. Det skal jo også ske i januar. Det bliver så lækkert! Men så er vi også færdige.

Nåh nej, for resten - gulvet i forhallen… det skal også repareres. Det sker i vinterferien, når der ikke er så meget trafik ind på skolen. Men så - så er vi altså også færdige.

Eller…

Aldrig har der været så meget byggeaktivitet på skolen. Hvor er det fantastisk, at vi nu får de flotte rammer, vi har sukket efter så længe. Omgivelser, der giver mulighed for spændende undervisning og fritid, hvor hverdagen kommer til at hænge sammen for børnene - og hvor rammerne, både ude og inde, er bygget til vores moderne måde at drive undervisning og SFO på. Vi glæder os til trængslerne er forbi!



Flemming Brandt







Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top