NYHEDSBREV JANUAR 2018
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden Ombygning
Om lidt er det færdigt

Lige om lidt… bare liiige nogle få uger endnu… så er håndværkerne færdige.

Legepladsen er færdig i denne omgang. Hos Tømmerflåden roder det i køkkenet – eller rettere: Der er ikke noget køkken. Men i uge 5 skulle der stå et nyt, funklende køkken.

3. – 5. klasse er i disse uger endnu en gang ramt af byggerod, fordi de sidste ting nu kommer på plads i deres lokaler.

Alle kan se, at der sker nyt i gangen i skolens stueetage. Hvis nogen skulle undre sig over, at tingene tager så lang tid her, er det bare fordi, vi midt i det hele måtte ændre planer, da nye idéer opstod. Sådan er det, når man har med kreative folk at gøre! Til gengæld bliver resultatet så flot, så flot.

I vinterferien falder de sidste ting forhåbentlig på plads, når forhallens gulv bliver repareret, håndværkerne indtager musiklokalet – og de allersidste klasselokaler får en overhaling.

Så får vi vores skole tilbage. I ny og flot indpakning! Udendørs er det blevet så flot med nye udeskoleområder.
Det bliver spændende at se, når børn og voksne indtager uderummene, som de er tænkt – til undervisning og fritid. Har I for resten set de mange, nye træer, der er blevet plantet ude omkring vores grillplads? Jojo, der sker sandelig ting!

Det har været trekvart års tid, ombygningen sådan har været i gang. Der har været mange ting, der skulle gøres anderledes undervejs. Klasser er flyttet rundt, Tømmerflåden har været pakket ned i en container, bygninger, legeplads og forskellige dele af skolen har været lukket af. Larm har vi hørt på, støv er blevet fjernet – igen og igen.

Hvor er det godt, at vi nu kan se enden – og at resultatet er blevet så flot, som det er. Og så mange nye muligheder vi har, både i undervisning og fritid. Tak for tålmodigheden – og tak til de mange, der har måttet flytte rundt og pakke ned og ud.

Hvor er det blevet en fed skole – ude såvel som inde.

Flemming Brandt







Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top