NYHEDSBREV SEPTEMBER
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Billard og bordtennis turneringer

Så fik vi endelig spillet de sidste 2 turneringer færdige, som blev udsat grundet corona. Vi manglede pigernes finale, og drengenes semifinaler og finale, begge i billard.

Sarah og Mejse fra 6. B, fik spillet sig i finalen hos pigerne. Det blev en let opgave for begge piger i semifinalen, da begge modstandere var meldt ud af klubben efter sommerferien. Det gør ikke deres præstation dårligere, tværtimod.

Hvis man så finalen var der ingen tvivl om at begge var berettiget til at være der. Det blev som sædvanlig en spændende finale, hvor pigerne skiftedes til at vinde kampe. Men i sidste ende var det dog Mejse, der vandt flest, og endte med sejren, så kæmpe tillykke med det.

Imponerende så gode I er blevet piger. Fantastisk kamp, og I har begge fortjent et stort tillykke herfra med præstationen. Kampen om 3. pladsen blev jo ikke spillet, så ingen ”tillykker” her.

Noah, 6.B, og Tobias 7.A, havde en noget sværere vej til finalen. Begge var presset af Villads, 4.A, og Mikkel, 7.B, som gav dem kamp til stregen.

Villads og Mikkel viste også i kampen om 3. pladsen, at de godt kan spille billard, så det blev en kanonkamp, hvor Mikkel var den der trak det længste strå, og rendte med bronzemedaljen. Tillykke Mikkel med det.

Tobias var i finalen sidste år, men tabte. Så han var virkelig opsat på at det var hans tur i år, og troede også på det. Noah, som efterhånden er vant til finaler, og allerede havde vundet bordtennisturneringen, gav dog ikke op på forhånd, og havde ligeså meget tiltro til sig selv.

Jeg kan ikke huske en billard finale for drengene, der ikke er gået ud i sidste og afgørende kamp, for at finde en afgørelse, og sådan var det også her. Det er lige før jeg er mere nervøs på deres vegne når jeg kigger på, end de selv er, det er slet ikke til at holde den spænding ud.

Noah førte 4-3, og Tobias var noget nervøs kunne man se, men det lykkedes ham alligevel at udligne til 4-4. Og selvfølgelig skulle vi helt hen til de sidste kugler på bordet, før kampen blev afgjort. Det blev Tobias, der skød den sorte kugle i, og vandt dermed 5-4 sammenlagt, hold da op for en kamp. Kæmpe tillykke til Jer begge, med guld og sølv drenge, fantastisk præstation!

Henrik




Tur med de store

Fredag d. 4. september satte vi af fra skolen. To voksne sammen med 18 glade og veloplagte 6.og 7. klasses børn. Vi skule til byen, vi skulle shoppe, spise og i biografen.

Vi startede turen med en snak om mundbind, om hvorfor de af børnene der endnu ikke var fyldt 12 også skulle bære et, om hvordan sådan et skal sidde og hvor meget så stor en gruppe børn og voksne fylder i bus og tog - og derfor har et ansvar for at passe på resten af passagererne.

Ikke en spændende snak, men alligevel noget der satte sig fast. Alle vores børn forstod at bære mundbindene korrekt, brokkede sig næsten ikke og observerede hvordan andre rejsende havde eller ikke havde forstået budskabet.


Heldigvis var det med mundbindene kun en lille del af turen. Så snart den offentlige trafik var et overstået kapitel, slog de sig løs, hyggede, spiste alt for meget, shoppede en lille smule og så film i flere kategorier. En flok tøser tudede sig gennem Lassie, mens de mere hardcore valgte mellem socialrealisme og action.

Som altid var det en skøn oplevelse. Vi havde en flok glade og trætte børn med hjem. Og kunne, ganske som vi forventede, konstatere, at vi har nogen supergode børn, når det kommer til at tage på tur og være ude sammen med andre.

Vi glæder os til næste gang - også selvom det nok ligger et stykke ude i fremtiden.

Pernille

Fodtennis

Er rigtig sjovt.

Det er i hvert fald det jeg oplever når vi er i salen og spille.

Mange har været med, både piger og drenge, og det er skønt at se, hvordan de går til den, med det formål at få sparket bolden over på den anden side af nettet.
Planen er at gå i salen om mandagen for at spille, selv om mange af de børn der er med, også deltager i FIFA turneringen.

Vi ser på hvordan lysten er til det, og tager den derfra, de kan jo trods alt ikke spille FIFA alle sammen på en gang.

Henrik

Bål

Vi er glade for den nye bålhytte og laver i øjeblikket som udgangspunkt bål en gang om ugen. Hvor længe vi bliver ved, handler om vejret. Vi satser på at blive ved længe, men der kan komme en tid, hvor det ikke længere er sjovt. Vi ser tiden an og glæder os over muligheden.

Med tag over hovedet og en grillhytte med tilhørende borde og bænke, er overvejelser om hvordan vi kan udnytte området dukket op.

Et par af pigerne efterlyste bolde og sjippetov. Det pakker vi selvfølgelig og tager med derud.

Hvad vi også vil tage med derud, er Hobby.
Vi har brainstormet og fundet på aktiviteter der kan foregå ved bålet. Det betyder at Hobby på båldage ikke er en indendørs aktivitet, men vil rykke ud. Det betyder også, at igangværende projekter holder pause indenfor den dag og bliver til noget andet udendørs.

I første omgang finder vi på småting, der kan laves færdigt på en dag, men med tiden vil vi nok arbejde på større projekter, der kræver længere tid til færdiggørelse.

Vi glæder os og tænker det bliver super hyggeligt.

Pernille










FIFA turnering

Igen i år har vi FIFA turnering.

Sidste år var første gang vi kårede et par FIFA mestre, og den tradition kører vi videre.

Der er flere der har meldt sig til, og vi starter stille og roligt op i uge 38.

Det var rigtig sjovt sidste år, og der blev spillet mange spændende kampe, med en del børn der går meget op i det.

Det kan man måske godt forstå, der er jo lidt prestige i at få sit navn op på væggen i klubben.

I hører mere når vi nærmer os noget der ligner en afslutning på turneringen.

Henrik

Bolsjer

Det er tid igen.

Vi skal have gang i sukker, høje temperaturer, den blå farve, der smitter godt, giver blå tunger og får de indviede til at tisse grønt. Det er tid til bolsjeproduktion.

Vi har fundet tre datoer. Den ene er allerede fyldt godt op. Der er stadig ledige pladser på de andre.

Ganske som vi plejer er der plads til 12 børn pr aften.

Flere kan ikke nå at få gennem hele processen.

Ganske som vi plejer bliver aftenen en aften med hygge, fællesspisning og bolsjefremstilling. Og ganske i tråd med tidligere år, forventer vi at møde ind dagen efter til den en smule kvalmende duft af varm sukker.

Datoer og så videre finder I ude i sidebaren, under kommende arrangementer.

Pernille



Kalenderen den næste tid

Tirsdag d. 22 september holder vi aftenåbent for 4. klasse.

Børnene har efterspurgt en aften kun for dem. Hvad der skal ske er helt op til deltagerne.

Vi spiser selvfølgelig sammen.

Prisen er 30,- kr.



Torsdag d. 1. oktober holder vi bolsjeaften.

Vi koger bolsjer og spiser sammen.

Der er plads til max 12 børn.

Pris: 30,- kr (3. kl gratis).



Onsdag d. 7. oktober holder vi bolsjeaften.

Vi koger bolsjer og spiser sammen.

Der er plads til max 12 børn.

Pris: 30,- kr (3. kl gratis).

OBS! Der er ikke flere pladser - holdet er fyldt helt op.


Tirsdag d. 20. oktober holder vi bolsjeaften.

Vi koger bolsjer og spiser sammen.

Der er plads til max 12 børn.

Pris: 30,- kr (3. kl gratis).



Fredag d. 30. otober er det tid til Halloween.

Det er en aften kun for børn - i uhyggens tegn.



Inden december for alvor slår til, byder vi til julegilde.

Det gør vi tirsdag d. 24. november - præcis en måned inden den store dag.

Arrangementet er for både børn og voksne.

Det bliver helt som det plejer, og I får nærmere information, når vi nærmer os.



Torsdag d. 21. januar er der Nytårskur i Tømmerflåden.

Menuen står som sædvanlig på stegt flæsk og persillesovs.

Og som sædvanligt glæder vi os til at se både børn og voksne.



På Dronningens fødselsdag, fredag d. 16. april er det tid til årets børnefest.

Temaet giver sig selv, når vi glæder os til at se fagre prinsesser og drabelige prinser.

Vi glæder os til at se nutidens take på tidligere tiders stereotype kønsroller.



Onsdag d. 12. maj tager vi i Tivoli.

Vi satser på at komme stærkt igen og tage revanche, efter et år uden Tivolitur..



Som det foreløbig sidste store arrangement, glæder vi os også til den traditionsrige grillaften for nye og gamle, store og små.

Datoen er tirsdag d. 15. juni.

Vi tænder grillen og laver maden. I medbringer som altid service og det gode humør.


For alle arrangementer gælder, at mere information kommer senere.

For alle arrangementer gælder også, at de kan blive aflyst - situationen taget i betragtning.

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Eva Klovgaard Lassen (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top