NYHEDSBREV AUGUST 2021
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Tilbage til de ”gamle” dage

Jeg kan næsten ikke beskrive følelsen der sad i mig, da vi efter sommerferien fik lov at være normal SFO igen.

Fra at vi har været delt op i klasser, og nogle kunne være et sted, andre et andet sted, til at vi havde 75 børn stående i kø kl. 13.00 første skoledag, for at komme ind i klubben, det var stort.

Især vores nye 3. klasser, synes jeg har været ramt, da de jo ikke måtte være inde i klubben, og dårligt vidste hvordan her så ud.

Det har virkelig pint mig helt ind i det inderste, så det var svært at få mine arme ned, da de endelig fik lov den mandag.
Og vi kan jo se, hvor meget de også har savnet det.

Der bli’r godt nok spillet bordtennis, billard, computer, playstation, Wii, bold i vores tumlesal, danset/hygget i vores spejlsal eller malet på det kreative værksted til den store guldmedalje.

Gud, hvor har vi voksne også savnet det, og hvor er det skønt med børn alle vegne. Det gi’r en hel anden fantastisk energi at være her for alle.

Mere af den slags, tak.
Henrik


På tur til fortiden

Fællestur til Lejre i uge 28.

Det var varmt, rigtig varmt og vi var mange børn og voksne der var klar til et møde med fortiden.

I lejre kan man opleve livet helt tilbage fra jægerstenalderen og op til det 19. århundrede. Vi startede med vikingetiden hvor vi hørte spændende fortællinger om en vikingekonge. Og vi havde det varmt og vi drak en masse vand……

Vi gik en tur på heden hvor vi kom til jernalderen. Ungerne blev meget optaget af at snakke med en dreng som holdt ferie med sine forældre og levede som man gjorde i jernalderen (helt uden mobil).


Turen ud i hedelandskabet bragte os til offermosen, vi forsøgte at ofre et par børn men det lykkedes ikke …..:-))

På turen tilbage til civilisationen kom vil til en jærgerstenalderplads og tænk sig man boede i tipier lavet af skind, det var vildt.

Sagde jeg det var varmt, det var heromkring alle løb tør for vand i deres dunke og midt ude på heden var der ingen skygge overhovedet så det var bare fremad efter næsen til vi kom tilbage til en vandhane.

Hvor var vi heldige vi kom tilbage til rindende vand og pæne toiletforhold og sørme også en dejlig kold is i varmen. Det var spændende og lærerigt at besøge fortiden og nøj hvor er vi priviligerede.

Louise







Roskilde

Fælles tur til Roskilde uge 30

Årets fælles ture havde mere end fælles til fælles. De gik også alle tilbage til fortiden. I Uge 28 var vi i Lejre, i uge 29 tog vi på Frilandsmuseet og i uge 30 dannede Roskilde rammen om et tilbageblik mod kongerækken og vikingetiden.

Det var en af de dage hvor regnen faldt tæt, vinduesviskerne på bussen slog taktfast hele vejen fra Rødovre og vi priste os lykkelige for at kunne blive sat af tæt ved domkirken.

Her startede eventyret, børnene blev udstyret med en børneguide i form af en skattejagt gennem kirken. Vi voksne fulgte med, mens børnene selv udpegede de forskellige dele af kirkens udsmykning.

Mellem alt det spændende havde vi en snak om hvorvidt figuren der udsmykker den ene af de mange sarkofager var Dronning Margrethe I eller Jesus, og inde i et af sidekapellerne kan man finde en søjle hvor kongebørn gennem tiderne er blevet målt og højden tegnet ind.

Vi tændte et lys for dem vi har mistet, fik en snak om døden og var egentlig klar til at sætte kursen mod havnen og Vikingeskibsmuseet. Men regnen - som I måske husker - havde andre planer. Og vi blev hængende lidt endnu.

Sommerregn i Danmark er forunderlig, og netop som vi besluttede at nu måtte det være nu, stoppede drypperiet, skyerne forsvandt og solen skinnede så kraftigt igennem, at vi kunne sidde på fliserne ved vikingeskibsmuseets havn og spise vores medbragte mad i fuld sol, uden overhovedet at kunne se skyggen af regn.

Havhingsten lå til kaj, vi kravlede ombord, beundrede håndværket og slog gnister med et ildstål på vikingemarkedet, inden en tur i den gamle hal fyldt med skibsrester, der engang har været storslåede midler til handel og rov blandt vore forfædre. Vi voksne var nok de mest imponerede.

Faktisk måtte vi indrømme at både kirke og vikinger blev slået med flere meter, da kolde is og legepladsen kom på banen.

Det var trætte børn vi stoppede i bussen og kørte hjem - nu igen i regnvejr.

Pernille









Langelinie

I en af de sidste ferieuger sad Henrik og jeg og kiggede på en lille flok børn, der som sådan synes det var hyggeligt at være i Klubben, hygge med hinanden og med mellemrum blive spist af med en is i sommervarmen.

Vi ville gerne ud. Så vi planlagde en tur til Langelinie, satsede på isboden for enden af molen og tog af sted den dag, hvor det senere gik op for os at regnen var faldet tungt over hele landet - med undtagelse af lige præcis Langelinie.

Vi nød solen, havde god plads i toget, klatrede på Bjørn Nørgaards Genetisk modificerede Paradis og kiggede på hans sjove lille havfrue, halvvejs mod enden af molen.

Fra molen kunne vi se mod Trekroner og endte med den der is fra en isbod, der desværre havde været udsat for strømsvigt. Det gjorde ikke oplevelsen ringere - men udvalget lidt mindre.

På tilbagevejen slog vi et slag omkring Den lille Havfrue, fik taget de obligatoriske opstillede turistbilleder (med og uden børn), blev en smule bange for at nogen endte i vandet og gik for størstedelens vedkommende tilbage til toget uden sko på.

Det var også på tilbagevejen vi fra S-togets vinduer kunne konstatere at resten af landet havde været udsat for massive regnmængder. Vi havde haft sol - og en fantastisk tur.

Pernille








Kalenderen den næste tid

Torsdag d. 16 september holder vi Høstfest for alle børn.

Høstfesten plejer at være for både børn og voksne, i år gør vi det lidt anderledes og får en skøn aften sammen med børnene.

Mere information i form af en indbydelse er på vej.



Det er ved at være bolsjetid.

Vi har fundet fire datoer, og har plads til 12 børn pr gang.

Arrangementerne starter klokken 17.00 - når Klubben normalt lukker - og slutter klokken 20.00.

Undervejs spiser vi sammen, og laver bolsjer, så sukkerdampene når nye højder.

Prisen er 30,- kr fra 4. klasse og op.

Datoerne er:

Torsdag d. 23. september.

Onsdag d. 29. september.

Torsdag d. 7. oktober.

Mandag d. 11. oktober.



Fredag d. 29. oktober er det tid til Halloween.

Det er en aften kun for børn - i uhyggens tegn.

Mere information følger



Inden december for alvor slår til, byder vi til Julehygge.

Under overskriften Lille Juleaften inviterer vi på god mad og hygge for hele familien.

Det gør vi tirsdag d. 23. november.

Arrangementet er for både børn og voksne.

Det bliver helt som det plejer, og I får nærmere information, når vi nærmer os.



De historiske Juleture til et julepyntet København genoptager vi selvfølgelig i år.

Vi tager ind til byen, kigger på vinduer, køber julegaver, hygger og spiser sammen, inden vi kommer hjem igen.

Vi tager af sted fra skolen, når alle har fri og vender hjem omkring klokken 20.00.

Prisen er 80,- kr for alle.

Som udgangspunkt er der plads til 12 på en tur, men vi vil forbeholde os retten til at lade flere komme med, hvis der er mange af de store på et hold.

Vi har fundet tre datoer:

Torsdag d. 2. december.

Tirsdag d. 7. december.

Onsdag d. 15. december.



Onsdag d. 25. maj er det tid til Tivoli.

Vi satser på at komme stærkt igen og tage revanche, efter to år uden Tivolitur..


Hørt i Klubben

Barn:
Må vi få stylter?

Voksen:
Ja, hvis I lægger pant i Baren.

Barn til andet barn:
De vil have vores penge.

Pantsystemet er ikke altid let at forstå...





























Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Eva Lassen (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top