NYHEDSBREV DECEMBER 2021
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Julehygge

I år måtte vi aflyse traditionen med julefest for børn og forældre.

Det var vi noget kede af, men kom hurtigt over det, planlagde nyt og inviterede i stedet børnene til julehygge og julebanko.

Det blev en skøn aften med god mad, hygge og det der banko. Vi nåede tre spil med fine præmier og de obligatoriske sidegevinster.
Berit lovede også en præmie, hvis nogen skulle opnå slet ikke at finde numre på pladen gennem et helt spil. Det lykkedes ikke. Vi skal alligevel gennem mange numre, inden en enkelt får pladen fuld.

Det var glade børn vi sendte hjem - et par stykker med godt læs på præmiefronten.

Pernille






Æbleskiver To-Go

En anden tradition i julemåneden er at byde forældre på kaffe og æbleskiver. Også det måtte vi vinke farvel til.

I hvert fald i første omgang, for da først ideen var sagt højt, blev vi hurtigt enige om at tænde op i bålet, varme glögg i en dertil indrettet gryde og sørge for æbleskiver og glögg to-go til alle forældre, der kom forbi og hentede.

Det var der mange der gjorde. Mange flere end jeg havde forventet. Det indrømmnmer jeg blankt!
Superhyggeligt var det at stå ude i kulden, omkring både bål og grill, hyggesnakke, spise æbleskiver og drikke den der glögg, der var fulgt op af en lavet på æbler uden alkohol. (Jeg bryder mig generelt ikke om glögg, men den der af æbler kunne jeg godt lide. Børnene kunne også godt lide den).

Det var mørkt inden vi kunne pakke sammen, regnen der truede tidligere på dagen var drevet forbi og de sidste snakkende forældre pakkede sammen, for at gå hjem til varmen.

Tak fordi I kom.

Pernille










Julegaver

Vi plejer at lukke af ind til Hobby, så ingen sagesløse forældre forvilder sig ind, mens der sidder børn og producerer hemmelige julegaver. Det har ikke været nødvendigt i år, hvor forældre slet ikke måtte komme ind.

Til gengæld der er lavet en del julegaver, og da vi i den værste kulde fandt brænderne frem og stillede dem op udenfor, hvor brandalarmer ikke bliver berørt, var der flere som trodsede kulden og sad bænket på varme tæpper og lavede fine brændte mønstre i træ.

Vi tvinger ingen til at lave julegaver. Vi opfordrer gerne, men lover intet. Derfor er det måske ikke alle, der kan se frem til hjemmelavede julegaver.

Men så har de garanteret lavet noget andet og haft det sjovt.

Pernille






Genbrug

På en grøn skole er genbrug stort.

Derfor lå det også lige for at genbruge en del af julepynten, der ikke normalt genbruges.

Sidste års kalenderlys og dekoration nåede aldrig at blive brændt ret langt ned. Den har stået og ventet hele året, visnet mere og mere, men stadig lignet en dekoration.

Med et lag brandhæmmende maling fik den en overhaling og kom til ære igen.
Ude i skolegården har et juletræ fra sidste år overlevet og været et fantastisk stykke legetøj for alle skolens børn.

Vi inviterede det ind, pyntede og har været glade for det lille (lidt afpillede) træ, der har pyntet godt ved baren.

Ideerne har givet grobund for kommende års julepynt. Nu får vi se om vi husker det om et års tid.

Pernille













Kalenderen den næste tid

Der er i skrivende stund blot et enkelt arrangement på programmet.

Mon ikke mere dukker op.

Onsdag d. 25. maj er det tid til Tivoli.

Vi satser på at komme stærkt igen og tage revanche, efter to år uden Tivolitur..


Det gælder selvfølgelig, at mere information kommer senere.

Det gælder også, at turen kan blive aflyst - situationen taget i betragtning.



Julekonkurrence



Som altid lagde vi op til at tippe en 13’er.

Konkurrencen er fyldt med gakkede spørgsmål, der mest handler om at gætte.

I år blev det til gæt en 12’er, for jeg kan åbenbart ikke tælle, hvorfor spørgsmålet om antallet af julehjerter udgik. Der kom til gengæld mange gode bud på det rigtige svar. At spørgsmålet udgik betød ikke noget i forhold til den endelige vinder.

Til næste år bliver der ingen spørgsmål om julehjerter!

Præmien er en kurv fuld af alskens lækkerier, der gennem december vokser dag for dag. Mange børn gættede med, inden vi dagen før årets nedlukning offentliggjorde både rigtige svar og vinderen.

Tillykke til Mikkel 8.B. der suverænt lagde sig i spidsen.

For dem, der ikke nåede de rigtige svar, kan I klikke på billedet herunder og se dem.

Pernille




Retninglinjer for indkøb i den grønne SFO

Vi har gennem de seneste måneder talt en del om retningslinjer for indkøb, bæredygtighed og specielt udvalget i baren.

Det har i første omgang givet grobund for nogle gode snakke og et skub til vores tanker, der betyder vi ser os selv overveje stort og småt i hverdagen, vi ikke tidligere har tænkt.

Det har betydet at vi serverer mere økologi eller dansk produceret i baren. Det betyder også at udvalget måske ikke er helt så stort som tidligere, hvor vi oplevede at smide en del mere ud end ønsket. Vi vil hellere løbe tør for en mulighed og i stedet tilbyde en anden, eller købe mindre og økologisk af de enkelte ting.

Vi har for eksempel nu kun danske æbler i baren. Danske æbler er ikke altid så pæne som de æbler vi tidligere har haft. Det har betydet mange snakke med børn, der synes pletter og prikker kan være svære at spise.

Vi har talt om madmod og om at udfordre sig selv og smage på de der æbler, der tit viser sig at smage bedre end de større og pænere.

Vi arbejder på at indføre ”Rastafari-fredag” - tøm køleskabet og se hvad vi kan lave. Foreløbig har vi nået mange fredage, men vi tænker det kommer og glæder os til at bruge fantasien og se hvad vi kan komme op med.

Det hele har udmøntet sig i en plakat, som viser vores tanker i et lidt mere overskueligt format. Samtidig har vi aftalt at tage snakken op igen med mellemrum, se hvor vi er og hvor vi kan rykke lidt mere.

Plakaten kan I se i større format, ved at klikke på billedet herunder.

Pernille




Bordtennisturnering

For drengene er nu også færdigspillet.

Jeg har set mange gode kampe, især finaler, de sidste 20 år i Tømmerflåden. Det er svært at sammenligne, hvilken der har været bedst eller mest spændende, men den jeg så forleden, hører i hvert fald under kategorien ”mest spændende”.

Nicolaj og Samuel, spiller temmelig godt bordtennis begge to, selv om det ikke lige er en sport de dyrker i fritiden. Det førte til en masse fantastiske dueller i en kamp først til 5 sæt.

Nicolaj lagde bedst ud, og bragte sig, efter flere tætte sæt, foran med 4-1. Altså manglede han kun et enkelt sæt for at sejren var hjemme. Det blev dog ikke så nemt, for Samuel ville det anderledes og tog de næste 3 sæt, så stillingen pludselig var 4-4.

Det er sjældent, at en finale i bordtennis er blevet afgjort i sidste og afgørende sæt, så spændingen var næsten ulidelig.

Lige her, ville jeg ønske jeg kunne give begge en guldmedalje, men sådan er det jo desværre ikke. Efter et brag af en kamp, og 9 meget spændende sæt, var det Samuel, der fuldførte et af de største comebacks jeg har oplevet i min tid i Tømmerflåden.

Det betød selvfølgelig, at Samuel tog guldet, og Nicolaj måtte nøjes med en sølvmedalje. Men herfra skal lyde et kæmpe tillykke til Jer begge med medaljerne, og en af de fedeste kampe jeg har set.

Til sidst skal Storm også lige have et tillykke med på vejen, da det lykkedes ham at hive bronze medaljen hjem.

Godt gået drenge.

Henrik


God jul fra Tømmerflåden

Fra Tømmerflåden ønsker vi jer alle en god jul og et lykkebringende nytår.

Vi glæder os til at se jer alle
til næste år


Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Eva Klovgaard Lassen (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top