NYHEDSBREV APRIL 2023
Leder Den fælles SFO Piratskibet Tømmerflåden
Bolsjer

Vi plejer kun at lave bolsjer om efteråret - men hvorfor skal plejer altid bestemme.

Altså planlagde vi to aftener med bolsjekogning på programmet, og det blev to skønne aftener med masser af sjov, fokus og duft af sukker.

Det er altid sjovt at lave bolsjer. Det varme sukker er lidt farligt, men oplevelsen er at alle respekterer farligheden, passer på og er opmærksomme, når vi arbejder med den varme masse.

Der går heldigvis ikke lang tid før den flydende masse, bliver mere medgørlig - også i forhold til at røre ved den. Jo bolsjemasse er varm, men den når også et punkt hvor man ikke længere brænder sig.

Det kan være grænseoverskridende at turde røre ved det, når bolsjerne skal klippes eller der skal trækkes i den endnu varme masse. Det kan hurtigt blive en slags prøve på hvor sej man er - og i min optik er man sej, bare man tænker tanken om at turde. Også selvom man alligevel må sige fra. Det er nemlig også sejt.

Alle børn kom hjem med bolsjer, som nogen måske endda delte med familien.

Og til efteråret gør vi det igen.

Vi skal bare lige have købt et par ekstra sakse.

Pernille









80’er fest

Datoen var meldt ud i god tid. Temaet fandt vi til gengæld på i noget nær sidste øjeblik. I er altså fantastiske, for selvom vi bestemt ikke var i god tid med temaet, mødte alle op iklædt fantastiske kreationer, der på hver deres måde repræsenterede 80’erne, der heldigvis rummer mange genrer.

Vi havde en dejlig aften, med god mad, sjove lege, skønt vejr, musik fra årtiet sammen med godt humør og et par indlagte konkurrencer.

I 80’errne spiste man ristaffel og banasplit. Man spiste også meget andet, men det blev vores menu, og dett solgte godt. I 80’erne dansede Louise appelsindans, så det gjorde vi også og det var et hit.

Børnene var nærmest ikke til at stoppe, så det blev til tre omgange med appelsiner der startede mellem panderne, hvor man som deltager ser nogenlunde fornuftig ud. Appelsiner lader sig ikke sådan blive mellem to pander og det gav sjove dansetrin.
Vejret var fantastisk, så en omgang dødbold i midtercirklen på græsset blev sat i sving. Man skal blive i cirklen, kaster man bolden udenfor stregen er man død, og ellers er reglerne helt som de plejer. Det blev en sjov leg, som godt kan tåle en gentagelse.

De mange flotte udklædninger kaldte på en afstemning af hvem der var flottest. Det var svært at vælge, for alle havde gjort sig rigtig megen umage med at bringe firserne frem til i dag.

Vi sluttede med Limbo, som også var stort i firserne. Jeg er imponeret over hvor smidige børnene er og mange kom langt og kunne sno sig i vanvittige stillinger. Det var sjovt, der var fokus på projektet og de hentende forældre fik muligheden for at heppe med.

Tak for en skøn aften.

Gad vide hvor vi rejser hen, næste gang vi finder tidsmaskinen frem.

Pernille


















Tanker om bål

Vi har altid lavet bål. Bål har altid været et sted hvor der er tid til fordybelse, ro og plads til at tale om ting der måske er lidt svære. Vi har bare aldrig, for alvor, arbejdet bevidst med bål som et pædagogisk redskab.

Men så skete der noget. Oplevelser, tanker og ideer blandede sig, og vi begyndte at tale om hvad vi vil med det der bål og hvad vi vil give børnene.

Efterhånden som vi har indført bål som en ugentlig aktivitet, både i forhold til den grønne profil, men også fordi det er godt at komme ud, opstod der både processer, frustrationer og fantastiske oplevelser, som er indgået i udviklingen af det at lave bål.

For det er helt i orden at komme ud til bålet, spise et eller andet, sidde lidt og glo ind i flammerne eller jagte vennerne mellem træerne og så løbe ind igen. Det er behovet for nogen og det skal de bare blive ved med. Men vi oplevede også et andet behov.

For ude ved bålet er det oplagt at have tid til at tale om det der er svært. Det er oplagt at de børn der har det svært, på den ene eller anden måde, kan få plads og det er oplagt at være sammen på en anden måde end indenfor.
Vi udvikler stadig på det at lave bål. Vi taler stadig om alt det vi gerne vil. Vi har mange planer, som måske endda med tiden bliver til noget og vi bliver ved med at tilføre nyt og arbejde videre med det vi har.

I dag er det at lave bål ikke længere et bål vi sidder rundt om og kigger på, mens vi måske bager et snobrød. I dag er børnene med til at tænde bålet og holde det ved lige. Det er børnene der hugger brænde, hjælper hinanden og laver store dele af den mad vi laver over bål.

Der er tid til at tale og være sammen. Vi oplever at børnene bliver ved bålet i længere tid og der er plads til både begejstring og at fortælle om det, der fylder.

Det er lige præcis det vi gerne vil have mere af, og det vi arbejder på at udvikle og skabe endnu bedre rammer om. Det er lige præcis det vi oplever at børnene efterspørger, når vi er derude.

Det er altså dejligt at opleve.

Louise og Pernille







Fødselsdage i april

Tillykke til jer alle


7. Janna 10 år


27. Damon 10 år


28. Musa 25 år


30. Leigh-Ann 13 år

Kalenderen den næste tid

Torsdag d. 27. april holder skolen Grøn Festival fra 16.00 - 18.00.

Selvom det er et skolemarrangement deltager vi også fra klubben med en bod.

Det har I sikkert allerede hørt mere om.



Torsdag d. 4. maj (dagen før Store Bededag) tager vi i Tivoli.

Det koster 250,- at deltage, sidste frist for tilmelding er fredag d. 28. april.

Det er en vigtig dag for vores børn. De har glædet sig siden sidste år.



Onsdag d. 17. maj (dagen før Kristi Himmelfartsdag) tager vi på Tur for de store.

De store er 5. - 9. klasse.

Turen er en tradition, hvor vi bowler, spiser, går i biografen, bruger alle vores lommepenge og kommer alt for sent hjem.

Vi sørger for bowling, mad og biograf til en pris af 150,- kr.



Torsdag d. 1. juni har vi Aftenåbent.

Vi fortsætter dagen i Klubben fra 17.00 til 20.00.

Temaet er: Bag din egen pizza.

Det koster 30,- kr at deltage. Børn fra 3. klasse er gratis.

Det er nødvendigt med tilmelding senest kl 15.00 på dagen, ellers kan vi ikke nå at købe ind.



Torsdag d. 15. juni tænder vi op i grillen og inviterer jer alle til at komme og spise med.

Vi står for maden, I sørger for det gode humør og får en billig aften ude.

Sæt kryds i kalenderen, så sender vi en invitation, når vi nærmer os.




Vellkommen til

Maj betyder nye børn i Klubben.

Vi glæder os til at byde velkommen til både børn og forældre, når 2. klasserne for alvor starter i Klub.

Børnene har gennem de sidste måneder været på besøg en gang om ugen, så hverken de eller vi er helt ukendte.

Vi ser frem til at lære jer endnu bedre at kende.

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Eva K Lassen (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top