Da jeg var dreng - midt i forrige århundrede (!!!) læste mine forældre en bog for mig: An-ton Hannibal Olsen, der ikke ville gå i skole. Ikke ville være voksen. Og derfor ikke lærte noget. Hans forældre havde ambitioner om, at han skulle blive brandmajor - politibetjent, ja, sågar statsminister! Først da Anton Hannibal Olsen blev voksen, fandt han ud af, at han var nødt til at lære noget, og gik så i skole. Han måtte så sidde ved en alt for lille pult for at lære det, han skulle have lært som dreng.
Anton Hannibal Olsen blev voksen, før han lærte at tage ansvar for sit eget liv og sin egen læring. Prøv at tænke tilbage på din egen barndom. Din egen opdragelse. Lærte du at tage ansvar?
|
|
|
Optrådte du ansvarligt? Hvad fik dig til at gøre det? Eller ikke? Hvis du selv, eller endnu værre: din partner, i dag skal sige det: Optræder du så ansvarligt nu? Hvad har gjort forskellen? Hvornår tog du ansvaret til dig? Hvornår begyndte du at udføre pligter - ikke fordi en anden sagde til dig, at du skulle, men fordi det var dit ansvar at gøre det?
Vi står som voksne og har store ambitioner på vores børns vegne - ja, hvem vil ikke gerne være forældre til en kommende statsminister? Hvem vil ikke gerne være forældre til børn, der påtager ansvar for sig selv og andre? Men hvad skal der til for, at den ambition kan blive opnået - eller overhalet? Er det vigtigt, at børnene allerede "fra fødslen" oplever, at de pålægges ansvar? Eller er det bedre, at bør-nene på deres egen krop mærker, hvad der sker, når ingen påtager sig ansvar for hinan-den? Er det vigtigt, at vi pålægger børnene pligter, så de kan mærke tilfredsstillelsen ved at løse en opgave? Eller er det vigtigere at lade børn være børn, og så lade ansvarligheden hvile?
|
|
I bund og grund ved vi ikke, hvad der virker. Sådan som det er med så meget opdragelse, har vi kun vores egne erfaringer at trække på - og de er pr. definition forældede, samfundet har ændret sig meget, siden vi hver især var børn. Det betyder, at vi voksne er nødt til at vælge. Vi skal vælge, hvad vi tror, har størst chance for at virke. Beklageligvis er der ingen facitliste, vi kan slå op i. Det gør det, at be-skæftige sig med børneopdragelse, særdeles spændende. Det gør, at alle os, der beskæfti-ger os med børn, bruger rigtig meget tid på at diskutere for og imod. Det gør, at vi ind imellem kommer til at diskutere, os pædago-ger og forældre imellem. Og det er også det, der kan få mange ægte- og partnerskaber til at knage i fugerne.
I SFO'en taler vi for tiden en del om, hvordan vi kan give børnene ansvar, og hvordan vi får børnene til at påtage sig ansvar. Det vil sige ansvar for fællesskabet, både i form af vores fælles ting, og den fælles måde at være på overfor hinanden. Vi har valgt at tro på, at
|
|
det kan hjælpe børnene i deres videre færd, at de har hørt, at vi regner med dem. At vi regner med, at de påtager sig et ansvar. Det er en indsats, som støder mod den menneskelige natur, hvor vi som instinkt er os selv nærmest. Og som også støder imod en tendens, der er for tiden: At vi hver især skal sørge for at rea-lisere os selv, og være opmærksom på, om vi hver især kommer frem.
Det kan ikke være nemt at være barn, der skal forholde sig til de voksnes mange ambitioner: Vi vil gerne have børn, der udvikler sig til an-svarsbevidste voksne, og som er klar til at realisere sig selv. Vi vil gerne have, at vores børn fremtræder som sociale væsener, samti-dig med at vi ønsker, at de kommer forrest.
Det er ikke nemt - hverken at være barn, forældre eller pædagog. Er der nogen, der har en facitliste?
Flemming Brandt
|
