NYHEDSBREV FEBRUAR 2016
Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Frirum

Når nu det er så bøvlet - hvorfor så blive ved med at diskutere det? Lige siden SFO’ens personale i 2006 første gang definerede, hvad vi mente, skulle være de grundlæggende værdier i vores SFO, har vi diskuteret begrebet frirum. I disse måneder drøfter vi igen vore værdier, og igen er debatten om det svære begreb frirum i gang.

Vi danskere fører på mange måder et veltilrettelagt liv. Ikke mindst vore børn, som har skoledage på 6-7 timer, hvor store dele af dagen er struktureret, og hvor det på mange måder er forudbestemt, hvad de skal lave. Når skoledagen slutter og i weekenden, går rigtig mange til fritidsaktiviteter, som er tilrettelagt. Og så er der al den tid, vi bevæger os blandt underholdningsindustriens mange muligheder.

Hvornår er det lige, vi giver slip? Hvornår giver vi plads til den indre ro? Med selvvalgte aktiviteter, som vi vælger i et trygt, men
udfordrende miljø, hvor der er plads til udfoldelse? Hvor vi, uforpligtende, har mulighed for at sige til og fra, mærke os selv og finde ud af, hvad der er godt for mig? Hvornår er det, vi får tid til fordybelse i en aktivitet - ikke fordi nogen siger, vi skal, men bare fordi…

Den strukturerede undervisning er vigtig. Fritidsaktiviteterne er vigtige. Lige så vigtigt er det at give barnet - og for den sags skyld også os andre - fri til at udvikle nye idéer, skabe nye relationer, bruge fantasi og kreativitet. At give barnet mulighed for blot at være til stede i nuet. Ikke som en særlig iscenesat aktivitet, men blot som noget, der er muligt.

Derfor er det vigtigt, at SFO er et miks af planlagte, voksenstyrede aktiviteter og mulighed for barnet til selv at udforske og lære - i barnets tempo.

Flemming Brandt










Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top