Færre børn betyder mindre personale

Det er et meget logisk udsagn, der står i overskriften. Det er klart, at når der er færre børn, der skal passes, skal der også være færre voksne til at tage sig af dem. Det er blot ikke så ligetil at efterleve i praksis.

Sidste sommer fik vi en nedgang i børnetallet i SFO’en. Dels er de årgange, hvor der er tre klasser, ved at vokse sig ud af SFO’en. Dels blev byggelegepladsen Broparken udvidet, og en del børn søgte derover.

En del af ændringen kendte vi i forvejen, Broparkens udvidelse var lidt mere overraskende. Samlet har det betydet, at vi nu har færre penge at gøre godt med. SFO-lederen besluttede et ansættelsesstop, og at reduktion i personalet skulle ske ved ”naturlig afgang”. Det er her, det begynder at blive svært: Der er bare ingen, der holder op her på Tinderhøj. Folk er for glade for deres arbejde!

Vi har undladt ansættelse af en lønnet pædagogstuderende, men det er slet ikke nok. SFO-lederen kan se, at vi hver måned oparbejder et underskud. Ingen arbejder for lidt, men vi er dog flere ansatte end vi har råd til. En ”prikkerunde”, med al den utryghed, den kan føre med sig, var på trapperne.

Forinden denne skulle sættes i værk, blev personalegruppen orienteret om situationen. En anden mulighed dukkede op:

Kan vi se på vores samlede resurser, gøre noget anderledes end vi plejer, undlade at ansætte personale pr. 1. maj selv om vi får rigtig mange nye børn? Er det muligt – ved i fællesskab at arbejde ekstra hårdt i en periode – at begrænse underskuddet her og nu, så en forflytning eller direkte afsked kan undgås – hvis vi fortsat opretholder ansættelsesstoppet? Det vil unægtelig være en stor håndsrækning, hvis det kan organiseres. Men er stadig ikke tilstrækkeligt. Da en medarbejder så fortæller, at en opsigelse kan forventes i løbet af efteråret, ser det pludselig ud til, at økonomien kan falde i hak.

Det, der er besluttet er derfor:

1. Berit skal holde op i 2. A for at tage sig af de nye børnehavebørn, der starter 1. maj.

2. Mariann skal holde op i 2. B af samme grund.

3. Personale fra Tømmerflåden tager over i 2. klasse: Louise i 2. A, Allan i 2.B.

4. Desuden sker der en del ændringer i personalets arbejdstid.

Det bliver en travl tid ...





Nye børn starter i Skattekisten og Piratskibet 4. og 15. maj

På trods af ovenstående: Vi glæder os til, at de nye børn, der skal starte i skole til sommer, allerede skal starte i SFO i maj. Det er første gang, vi skal prøve det, og vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for, at de nye børn og forældre skal komme til at føle sig velkomne hos os.

Den 4. maj starter godt halvdelen af børnene, og den 15. maj kommer de sidste. Vi har delt børnene i to hold, så vi kan få ordentlig tid til at tale med alle de nye børn og forældre.

Vi laver lidt om på møbleringen i Skattekistens Legorum og i Piratskibets kreative værksted, som skal være de nye børns basislokale. Der kommer nogle nye garderober til de nye børn. I Piratskibet skal de nye dele garderobe med børnehaveklassen. I Skattekisten får de garderobe ved den hvide væg, hvor der i øjeblikket står rulleskøjter.

På samme måde som børnene kender i deres nuværende børnehaver, vil der være strukturerede aktiviteter i børnehavegrupperne i formiddagstimerne. Vi organiserer os, så børnene bliver lidt fredede i skolens frikvarterer. Efter skoletid regner vi med, at der er en stemning i de to huse, så de nye børn får lyst til at blande sig med de gamle børn, og vil være nysgerrige efter alle de muligheder, vores SFO byder på.

Det er ikke os, der har bestemt, at de nye børn skal starte allerede i maj – men jeg er sikker på, at det skal blive et par gode måneder, hvor børnene vænner sig til vores store skole, inden de skal starte i børnehaveklassen efter sommerferien. De skal være rigtig velkomne!






Flemming Brandt

[Forside] [Leder] [Skattekisten] [Piratskibet] [Tømmerflåden] [Caféen]