NYHEDSBREV DECEMBER 2013
SFO'ens fælles sider Fra ledelsen Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden Caféen
Bagedyst

Det var hen ad eftermiddagen, alle lister med ingredienser var omdannet til indkøb, boller til sandwich var bagt og indmaden klar til sammenlægning. Rullebordet, fyldt med marcipan, chokolade, mel og økologiske citroner, var pakket til bristepunktet og ikke mindre end tretten børn stod klar med mere eller mindre fedtede sedler med opskrifter på det, der skulle blive aftenens store overraskelse.

Vi skulle bage. Alle - alene, eller to og to - stod for et mesterværk, der helst både skulle smage godt og se fantastisk ud.

Jeg skulle ikke bage, jeg skulle bare lægge de der sandwich sammen (som skulle stå til fri afbenyttelse når sulten meldte sig), være klar til et spørgsmål i ny og næ, og ellers sidde og nyde synet af bageglade børn, mens jeg sad i et hjørne og strikkede.

Troede jeg!
To timer senere havde jeg stadig ikke lagt den sidste sandwich sammen, kunne jeg glemme alt om at sidde ned, kunne jeg tørre sved af panden, der kun kom tilbage og ellers glemme alt om at flytte masker fra den ene pind til den anden.

Alle ti køkkener i skolekøkkenet var i brug, og fra børnene, jeg naivt havde troet havde helt styr på alt omkring bagning, lød en stadig strøm af spørgsmål og råb på hjælp.

Det skal siges at jeg var ikke den eneste med sved på panden, og ikke en eneste blev sur over at måtte vente på hjælpen. Til gengæld ydede de deres ypperste - også selvom det ypperste ikke indeholdt oprydning, opvask, udsmidning af tomme emballager eller almindelig aftørring af fedtede borde undervejs.






Endelig var alle kagerne færdige, de fedtede opskrifter endnu mere fedtede og køkkenerne fyldte med brugte skåle, gryder, skeer og hvad skabene ellers indeholdt.

Alle kagerne kunne stilles op på række og alle kunne de kigges efter i sømmene, inden dommen på først udseende og siden smag kunne lyde.

Ni kager blev det til. Jeg smagte dem alle, mens en del af de bagende slet ikke kunne spise noget.
De var gode. Tilpas svampede og fyldt med smag. Og meget søde og fedtede og i virkeligheden alt for meget sådan en tirsdag aften.

Hyggeligt kunne godt være overskriften for aftenen. Skønt selskab kunne også være en, og jeg gad helt sikkert godt igen en anden gang…. Hvis altså jeg ikke er den eneste voksne og børnene på forhånd har lært noget om at rydde op efter sig i et køkken…

Pernille






På med skøjterne

Vi har forresten også været i skøjtehallen. Det kan I læse mere om på vores fælles SFOside

Pernille





Fødselsdage i januar 2014

Tillykke til jer alle


10. Kristina 13 år


13. Emily 13 år


15. Kasper 13 år

Bordtennis og Bodil

Nå men vi var jo inviteret til bordtennismesterskab. Jeg skrev allerede sidste måned, og på nuværende tidspunkt burde vi også have spillet, vundet eller tabt, langt forbi mesterskabet og på vej mod noget andet.

Men sådan blev det ikke.

Vi har nemlig ikke spillet endnu. Vi tror stadig på det sker. En dag inden for længe. Gerne på torsdag. På torsdag, hvor planen er at låse for Caféen tage til B77's lokaler og enten være blandt de udøvende eller blandt dem der skal heppe. For hvem har ikke lyst til at heppe på sine kammerater.

Og hvorfor har vi så ikke spillet endnu? Det er jo et godt spørgsmål. Specielt da vi faktisk kun står over for en enkelt modstander.

Jo altså. Først udsatte modstanderen - noget med en kalender, der ikke var taget i ed. Og så udsatte vi - noget med en storm vi ikke turde tage i ed. Og nu står vi så tilbage med torsdag og håbet om en sejr.

Om ikke andet har vi haft rigtig meget tid til at øve…

Pernille


Brugerrådsmøde

Caféen har holdt brugerrådsmøde. Et rigtig godt møde. Et møde der ligger op til at genoptage tirsdagsmøderne for alle medlemmer. Vi starter med et møde i morgen, hvor brugerrødderne vil fortælle om mødet, om beslutninger og lade et par emner stå til diskussion.

Jeg har lovet at stå for lidt statistik, så vi kan finde ud af hvornår der er flest i Caféen og ligge de fremtidige medlemsmøder der.

Pernille


Husk også

God jul Vi holder fest igen fredag d. 10. januar - Denne gang med tema.

White Sensation. Kom klædt i hvidt.

Vi glæder os til en dejlig aften.

Og endelig:

God jul til alle

Pernille

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Caféen: Pernille Skau Nørgaard (redaktør)
Skattekisten: Morten Kølle Jensen, Piratskibet: Rie Pedersen, Tømmerflåden: Henrik Rolsted
Til Top