Noget om indflydelse
Caféens Brugerråd
SFO’erne i kommunen lukkes i én uge om året

Noget om indflydelse

Jo, jo, vi kender det alle: Igen bliver der indkaldt til forældremøde. Igen står der de afskrækkende ord: “Valg til…” Vi kender til alle overvejelserne: Åh nej, ikke flere møder! Det kan jeg ikke overkomme - jeg skal da også have tid til familien! Åh nej - nu er der møde i SFO’en, vi skal jo også snart til møde i skolen - og i spejdergruppen.

Derfor var det da også glædeligt, at rigtig mange forleden dukkede op til vores møde i SFO’en. Og ikke mindst glædeligt, at så mange velvilligt lod sig vælge til vores forældreråd. I forældrerådet har vi nogle rigtig vigtige debatter. Vi diskuterer detaljen, f.eks. om opsyn i garderoberne. Men vi tager også fat i de rigtig store emner, hvor vi ikke lige kan se resultaterne fra den ene dag til den anden. Når vi ser SFO’ens udvikling over år, er vi i dag helt klart præget af de emner, vi drøftede for efterhånden mange år siden, og stadig følger op på, udvikler og finpudser.

Det næste års diskussioner i forældrerådet er allerede i nogen grad forberedt af personalet og det afgående forældreråd. Det vil være temaer, som vi i forvejen har aftalt, vi skal beskæftige os med. I løbet af skoleåret vil man på denne plads kunne læse mere om de enkelte emner, men her kommer de i listeform:

Personalegruppen har talt om ønskedrømme for SFO’ens udvikling. De er ved at blive skrevet ind i en revideret udgave af vores pædagogiske vision.
De enkelte afdelinger skal sætte handling bag de nye ord i vores fælles vision. Det bliver spændende at se, hvordan det gribes an i afdelingerne.

I 2009 har vi kæmpet med et stort underskud i budgettet. Forhåbentlig får vi i 2010 mere ro omkring vores budget, så der skal planlægges lidt mindre benhårdt.

Vi vil gerne allerede nu invitere til vores traditionelle, store familiearrangement 15. juni. Forhåbentlig bliver det planlagt i samarbejde mellem personale og forældreråd.

Politisk er der allerede bestemt en nedskæring for 2010, nemlig en uges lukning af SFO - på forældremødet kendte vi endnu ikke hvilken uge, der ville blive lukket. Men se mere om det andetsteds på disse sider. Ellers lægger kommunens politikere ikke op til yderligere besparelser - på denne side af kommunevalget.


På forældremødet gik valget overraskende let. Jeg har sagt det før, men gentager det gerne: 1.000 tak til jer, der stillede op - I er vores helt nødvendige samarbejdspartnere, hvis vi skal opfylde vores ønsker om at være blandt de bedste. Her er listen over forældrene i forældrerådet. Telefonnumre til medlemmerne kan I finde på opslagstavler i afdelingerne.

Piratskibet: Lone Elster, Trine Kring, Dorit Svendsen.
Skattekisten: Pernille Mellerkær, Jesper Hellerup Fisker.
Tømmerflåden / Caféen: Thomas Bro-Rasmussen, Lasse Rossil, Jens Hansen, Heidi Aagaard Olsen, Pernille Knudsen.




Caféens brugerråd

Der har været valg til Caféens brugerråd - endnu en gang med kampvalg. Hvor er det godt, at så mange af Caféens medlemmer er så interesserede i at være med til at bestemme, at vi sådan skal lave hemmelige valg.

Medlemmer i brugerrådet er blevet:
Forældrerepræsentant: Thomas Bro-Rasmussen
SFO-leder: Flemming Brand
Personale: Pernille Nørgaard
Café-medlemmer: Victoria Rand Nørfelt, Emil Cordius-Hansen og Sigurd Møhl Madsen.

Tillykke med valget - jeg ser frem til et spændende samarbejde!

Flemming Brandt





SFO’erne i kommunen lukkes i én uge om året

Kommunens politikere har nu besluttet sig, og vi har, i sidste sekund inden Flaskeposten skal udkomme, modtaget besked. Vi skal - som hidtil - holde lukket i dagene mellem jul og nytår, og eventuelle overskydende dage skal holdes i forbindelse med påskeferien.

I 2010 betyder det, at vi skal holde SFO’en lukket onsdag før påske, samt de fire hverdage mellem jul og nytår. En af kommunens SFO’er vil dog holde nødåbent:

“Som bekendt har tidspunktet for afvikling af 1 uges lukning – i alt 5 dage – i daginstitutioner og SFO´er været til høring blandt kommunens forældre- og skolebestyrelser.

Den overvejende del af bestyrelserne havde peget på afvikling af de 5 lukkedage mellem jul og nytår og resten af dagene op til påske.

Børne- og Skoleudvalget tog bestyrelsernes høringssvar til efterretning.

Det forudsættes, at forældre og personale som udgangspunkt holder ferie i lukkedagene.

I tilfælde af, at det for nogle forældres vedkommende ikke er muligt at holde fri, vil der være én SFO, som holder åbent på lukkedagene i det omfang, der er behov for det.

Forvaltningen vil i god tid inden lukkeperioderne give besked om, hvilken SFO der holder nødåbent.

Med venlig hilsen
John Kronbak
Skolechef






[Forside] [Leder] [Fælles indlæg] [Skattekisten]

[Piratskibet] [Tømmerflåden] [Caféen]